Mange afskeder og ændrede planer

Så blev planen ændret igen. I går lørdag, sad vi igen og tjekkede vind og vejr på Carriacou. Nu har vi lige smidt vores anker på Bequia. Endnu en gang føles det lidt som at komme hjem – her på Bequia.
Vi sejlede sammen med “Drum” fra Carriacou i går aftes klokken 19. Planen var at tage den hele vejen til Martinique – 133 sømil. Vejret var ikke optimalt på papiret og faktisk endnu værre i virkeligheden. Vinden var som lovet 10-12 m/s, men den var mere nordlig end lovet. Så vi bankede afsted i dønningerne og i mørket. Efter ca 2 timer kaldte “Drum” os og sagde at de ville vende om og tage hele vejen tilbage til Grenada og Clark’s Court Bay (det føles helt sikkert som hjem for dem).
7Seas blev på Carriacou og kommer først til Martinique ved næste vejrvindue.
Vi fortsatte til Mayreau og måtte så smide ankeret. Heldigvis lige ved siden af Polonica, som også lå der for natten.
Efter en lidt urolig nat sejlede vi videre side om side med Polonica i morges klokken 9. Heldigvis nåede de at kaste lidt Matadormix til os inden de sejlede…der var lykke ombord!

Turen i dag var hård – og mindede lidt om en efterårs dag på Køgebugt (som vi jo elsker i den her familie). Forholdene var endnu værre end i går. Og de der squalls, der kommer pludseligt…de kan altså stadig godt få mit hjerte til at banke lidt ekstra.

Vi oplever stadig, at der er mange ting, der skal udskiftes på båden. Mange dele, der har overskredet sin levetid. Og det føles ekstra hårdt i stærk modvind. I dag gik rulledimsen til forsejlet i stykker. Det vil sige at vi ikke kunne rulle forsejlet ind og Christian måtte på dæk i meget høje dønninger. Det skal vi have fikset. Jeg er stadig så dårlig til blafrende sejl kombineret med 3 meter høje bølger og min skipper på dækket. Måske vænner man sig også til det…men det håber jeg på en måde ikke.
Så knækkede der også en luge over pantryet (altså vinduet i køkkenet). Den skal også fikses.
Og så havde vi en ubehagelig oplevelse med en kæmpe 90 fods hollandsk yacht, som kom lige lovlig tæt på os. Da vi kaldte ham efterfølgende for at gøre ham opmærksom på det, var han en kæmpe spade, som ihvertfald som minimum ejede både dette hav og alle andre hav i verden. Jeg er så vild med den slags typer!! Mere om den oplevelse i skippers logbog snart.

Og nu er vi så lige landet på Bequia.

Og det er først nu vi har tid til at fordøje de mange afskeder vi var igennem i går. Først farvel til Mollie-hund. Av, det var ikke nemt. Hun var heldigvis ganske upåvirket og det var kun os andre, der kæmpede for at holde de der tårer tilbage. Familien tudefjæs.
Så farvel til 7Seas – egentlig uden at vide at det var et farvel for længere tid. Vi troede jo de ville komme lige efter os. Men de valgte at blive på Carriacou og vente på samme vejrvindue, som alle sejlere her i Caribien venter på.
Og så farvel til “Drum”. Men kun på vhf’en. Og midt i mørket og bølgerne. Og dem kommer vi så meget til at savne. Det har været ret fantastisk for hele familien at have dem at hænge ud med. Det er sjovere at opleve ting sammen med sine venner. Og det er lige hvad de er blevet – vores venner. Forhåbentlig kommer det der vejrvindue snart.

Og så nu er det et “goddag igen” til Bequia. Og til Polonica. Og til Sannsipapp. Og i aften står den på bål på stranden. Og guitar. Og pizza oppe fra den lokale pizzamand.
Men først en totaloprydning af båden. Alle bøger, spil og dimser ligger spredt ud over det hele. Og vores elskede Danmarkskort-puslespil er endnu engang splittet ad…ungerne skiftes til at samle det igen efter hver heftig sejlads. De bliver så gode til deres Danmarkskort…