Mit nye hjem.

Nu har jeg set båden.

Måtte tage mig sammen. Meget.

Sad med en meget god veninde dagen efter jeg var kommet hjem fra ferie og indrømmede – både overfor mig selv og hende – at jeg ikke turde at tage ned og se vores nye båd,-  mit nye hjem. Blev ved at finde på undskyldninger både overfor mig selv og overfor Christian. Pludselig var det meget vigtigt både at vaske tøj og finde ny bikini (her og nu!!). Og bevares, det er da også meget vigtigt! Men altså i bund og grund handlede det om, at jeg var pisse bange. Bange for at det ikke gav mig den rigtige følelse, tænk hvis det føltes helt forkert?  Og hvordan skal det føles, når man ser sit nye hjem? Og hvordan i helvede skal det føles som et hjem, når jeg ikke engang er flyttet ind?

Nå, men det var godt. Mit nye hjem var stort. Jeg fik ikke klaustrofobi. Der var plads til gæster og til os. Nu skal det bare laves til vores hjem. Vores ting skal rykkes ind – bøgerne skal ind på alle hylderne og der skal dufte lidt mere af hjem. Men det kommer. Det kan jeg mærke! Og Liva indtog straks båden med fiskenet og spand. Det er en godkendelse!

De sidste 2 dage er gået med at kysse på venner! Og hænge ud med venner! Og snakke med venner! Og tabe stort i bezzerwizzer (til nu tidligere venner J)! Nu er vi trætte og trænger til ro, men lige om lidt har vi 2 års ro med hinanden, så det er om at udnytte tiden med de dejlige venner. Tiden går meget stærkt de her dage og jeg er så bange for at gå glip af noget. At komme til at glemme noget vigtigt, som jeg så savner endnu mere de næste 2 år.

Jeg snakkede med en veninde, som for 1 år siden flyttede til Manchester med sin familie (mand og 4 børn). Det var så skønt at snakke med en, som kunne genkende de følelser, jeg står med lige nu. En der lige præcis vidste, hvor forfærdeligt det er, at være alene uden Christian så meget som 10 min…for så kommer tvivlen snigende. Den eneste grund til at jeg tør gøre dette, er fordi det er med ham. Og jeg er ret sikker på, at han har det på samme måde. Så de næste par uger klæber jeg til ham…eller kimer ham ned, hver gang usikkerheden melder sig (og det er ret tit lige pt). Men altså, det er jo for sent at vælge om, så nu må vi bare kaste os ud i det.