Næste stop Rotterdam

Nu er vi i Rotterdam. Vi ankom sent til en meget fin havn midt i byen. Nu er det mørkt og vi magter ikke at gå i byen. Vi har prøvet havnens bad…det var fedt. Og tiltrængt.
Vi har sejlet siden i morges kl 9, hvor vi begav os ud i regnvejr gennem kanalen. Jeg vågnede tidligt – kl 7 – og var klar til kaffe. Opdagede til min skræk, at vi ikke havde mere mælk. Derfor måtte jeg begive mig ud i en lang vandring gennem en meget øde Hollandsk by, for at finde et supermarked. Jeg overvejede at banke på et af de huse, der lå ud til kanalen. Måske de kunne undvære lidt mælk, når de så hvor desperat jeg var… Men jeg gjorde det ikke. Jeg vadede i stedet 1 time!!! Jep, 1 time. For at finde ud af, at supermarkedet kun lå ca 10 min fra vores båd. Det er noget med at miste overblikket, når man spørger 5 forskellige hollændere på sin vej – og de alle sender én “lidt ned af vejen og til højre”. Måske gik jeg lidt for langt, før jeg drejede til højre. Måske drejede jeg til venstre i stedet for. Jeg ved det ikke. Men jeg fandt det. Og jeg fandt også tilbage. Med mælk, morgenbrød, friskpresset juice, skinke, pølse og cola. Og det var heldigt, at jeg ikke købte mere. For det var heller ikke helt nemt at finde tilbage. Blev glad da jeg så Johanna ligge der midt i gråvejret:

Afsted med os. Nu med den gode kaffe og varm mælk. Så er det sjovere at sejle i regnvejr.
Ungerne vågnede efterhånden som formiddagen kom. Gustav blev dog kort vækket, inden vi startede motoren. Vi tør ikke at lade være. En teenager, der bliver vækket af motorstøj er ikke sjov. Og vi taler af erfaring.

Vi har sejlet i kanal hele dagen. Vi er trætte af kanaler og gider godt snart noget hav. Vi har været i 1 sluse i dag og sejlet under ca 100 broer (sådan føles det…). Vi har ventet virkelig længe på 1 bro – faktisk i over 2 timer sammen med 5 andre både. Så nåede vi at spise aftensmad og hygge. De fleste broer er vi bare strøget lige igennem.
1 enkelt bro, var ikke sådan én som åbnede sig. Den skulle man bare sejle under. Og selvom der stod at man kunne være op til 23 meter, hvis man skulle igennem uden at støde på, var jeg bare ikke sikker på, at de havde målt rigtigt. Der er noget med de der broer…de er sgu lidt skræmmende. Og tænk hvis vi sad fast under eller hvis masten knækkede, båden væltede eller noget andet skræmmende. Jeg måtte derfor løbe ned og gemme mig i kahytten, mens Christian (helt rolig og irriterende) sejlede igennem. Jeg kom først ud igen, da broen var bag os. Alle ved jo, at det hjælper at gemme sig i kahytten, hvis man er for høj til en bro.

De første to broer åbnede sig og den sidste var den væmmelige, som åbenbart alligevel var høj nok:

 

Nu fanger ungerne fisk i havnen. De er glade for endelig at kunne bevæge sig lidt rundt og der bliver løbet, leget og grinet. De savner andre børn, men er gode sammen.

Og pisse irriterede på hinanden og de slås, skændes og er urimelige. Men de er sammen om det her og det kan man godt mærke, er vigtigt for dem. De har hinanden i det her skøre eventyr. Og de bruger hinanden. Også til at skabe hverdag med søskendekonflikter og urimeligheder. Det er godt og sundt. Og virkelig dumt, når de skriger og råber og Liva græder, lige når vi skal lægge til i en sluse og der er vildt meget strøm…

De fleste gange, når der er lidt spænding på og det hele skal gå hurtigt, er specielt drengene helt fantastiske til at indtage hver deres rolle og have fuldstændig styr på fendere – højde på dem, afstand mellem dem og en ekstra i hånden, til at klare en uforudset situation. Så samarbejder alle og man kan mærke, at hele banden synes, at det er ret fantastisk. Der er brug for alle i sådanne situationer og det er fandme fedt! Også for ungerne.

I morgen står den på tur i Rotterdam. Ingen har været her før, så nu skal vi lege turister. På landjorden!