Natsejlads og tanker

Så nåede vi til Figueira da Foz efter en lang nat. Vi besluttede at tage en natsejlads fra Porto, for at udnytte tiden, hvor ungerne sover. Derfor sejlede vi ud i går aftes kl 20. Vi sejlede ud i mørke og mega dønninger. Og jeg blev igen grebet af den der panikagtige følelse, som jeg før har oplevet på havet. Når mørket omslutter en og man er fuldstændig overladt til sig selv på båden mod de store dønninger…så føler man sig (jeg gør ihvertfald) meget, meget lille og meget, meget sårbar.
Jeg lå på gulvet i cockpittet med Liva rystende i mine arme. Hun var bange. Det var mørkt og hun følte sig endnu mindre end jeg gjorde. Bertram hang ud over søgelænderet og kastede op. Han var søsyg. Han havde eller glædet sig så meget til natsejlads. Til at være vågen hele natten og til at styre båden med sin far. I stedet var han nødt til at kaste sig omkuld med kramper i maven. Gustav speedsnakkede. Det gør han tit, når der er lidt drøn på.
Og jeg lå med Liva i mine arme og forsøgte at berolige hende, mens jeg (igen) overvejede vores beslutning om det her eventyr. Og så drømte jeg en lille bitte smule om vores gamle lejlighed. Om at kunne lukke en dør. At have et rigtigt køkken, hvor tingene ikke bliver kastet rundt. Ikke at være nødt til at berolige mine børn, når de skulle sove. Ikke at være i små-panik regelmæssigt. Ok, jeg savnede nok hverdagen lidt. Med alt dens forudsigelighed. Alt dens kedsomhed. Og alt dens struktur og orden.
Så kiggede jeg op på Christian. Ren lykke. Han var ikke det mindste presset eller bekymret. Og det er efterhånden blevet en ret god målestok for hvornår noget er tip top, helt skidt eller bare ok. Lige der var alt tip top. På trods af at min krop skreg at der var noget helt galt. Det er nok et spørgsmål om tilvænning.

Nu er vi landet i Figueira da Foz og alt er glemt. Det er sgu da mærkeligt. Det er som om alle tankerne, angsten og bekymringerne for sejlads og bølger nulstilles hver gang man er i land igen. Og det er jo sådan set meget heldigt, men også meget mærkeligt.
Nu drikker vi drinks og skal ud og opleve byen.

Og nu tænker jeg at det der forudsigelige, det der kedelige, det der struktur og orden…det må egentlig godt gøres på en anden måde end hjemme i den gamle lejlighed. Og vi gør det egentlig ret godt på båden. Vores hjem.