Nedtælling…

Nu er der virkelig nedtælling. I morgen er dagen, hvor vi for alvor skal sige farvel. Eller på gensyn. Eller måske virkelig farvel.
Jeg tænker, at der sikkert sker en helt naturlig udskillelse i vennerne, når man vælger at tage væk i 2 år. Jeg bliver vildt bange, når jeg tænker det og skriver det. For jeg hader farvel. Jeg hader tanken om “aldrig mere”. Men måske er det godt for venskaber, at blive tvunget til at gøre noget. At gøre en indsats og være aktiv i venskabet.
Der er virkelig mange venner, som har planer om at komme og besøge os. Mange af de planer bliver nok aldrig til noget af den ene eller den anden årsag. Og så er der virkelig mange venner, som har planer og allerede sætter kryds ved datoer (og så er der dem, som man er nødt til at få fløjet ind, når det hele bliver for heftigt…). Det er dejligt. Og vi føler os så priviligerede, at vi har så mange skønne og vigtige mennesker i vores liv. Og hvis nogle af de mennesker, ikke er vores venner, når vi kommer hjem, så er det ok. Lige nu er tanken ikke til at bære, men det bliver den.

Jeg tror at følelsen af at vokse fra hinanden, kan blive forstærket, når man vælger at gøre noget så mærkeligt, som vi gør. Vi kommer hjem til mange, som (måske) har levet villa, volvo og vovse drømmen ud…og det er der absolut intet galt i! Det kan bare tænkes, at vores perspektiv på verden og vores værdier er for forskellige, når vi kommer hjem og er fuldstændigt på røven og skal overleve på brune kinder, fregner på næsen og hinanden. Jeg håber de mange villaer (og store lejligheder) har gæsteværelser, der kan rumme os… Så giver vi til gengæld en masse kærlighed tilbage.

I morgen bliver overvældende og vigtig. Vi skal passe på os selv og børnene – og på alle de dejlige mennesker, som kommer og siger farvel.
I morgen bliver også en dag, hvor jeg forsøger at se en af de værste ting i mit liv i øjnene…nemlig afsked. Jeg gad SÅ godt at være sejlet i ly af natten, helt hemmelig og helt kujon-agtig… bare fordi jeg hader at sige farvel! Men nu ser vi sgu det der afsked i øjnene og klarer det sammen. Én af os gør det med røde øjne og solbriller…og en anden gør det med ægte lykke og en smøg i kæften. Gæt hvem der gør hvad??!!