Oh, like Hollywood…

Det er virkelig mærkeligt at gå rundt i sådan en smuk by som Cartagena, at være optaget af de farvestrålende bygninger, at kunne kigge ind til de ældre mennesker der nyder skyggen og freden i middagstimerne, at småsnakke med gadesælgerne på et mærkeligt fælles sprog som ingen helt forstår og alle alligevel forstår og at have fornemmelsen af at være i en by med mange historier…og så pludselig opdage at alle mennesker glor på ens børn. Altså som i virkelig glor – og en del lister sig også til at røre ved det der mærkelige hår de render rundt med. Bertram og Liva viser sig at være ret interessante for de smukke mennesker her i Cartagena – en rødhåret og en helt hvidhåret…
Det toppede dog i går, da vi mødte virkelig mange skoleelever på udflugt. Efter de første 100 mennesker havde vendt sig om, undret sig og peget lidt, tog de 10 modigste af dem sig sammen og kom hen til os med et kamera og en flok udvalgte elever. De ville tage billeder af den røde og den hvide ved siden af eleverne. Mine unger stillede tvivlsomt op og smilede kun en lille smule, fordi jeg opfordrede dem til det med lettere sur stemme. Og så hørte Liva pludselig at de sagde “oh like Hollywood” og pegede på ungerne. Og så smilede hun, for det der Hollywood, det gad hun godt at blive kaldt.

Da de tog billeder af de tvangssmilende unger, tog jeg billeder af hele situationen.