Om at kede sig og tage stilling

Med risiko for at lyde virkelig forkælet, irriterende og utaknemmelig, skriver jeg lige det her. Fordi det er sådan vi føler lige nu.
Vi keder os! Midt i eventyret, varmen og paradiset.
Hvordan kan man kede sig her? Og er det ikke en lille smule (virkelig meget) forkælet?
Joooo, det er det nok. Og det er da også ret utaknemmeligt at kede sig midt i paradis. Men det gør vi altså lidt. Vi har været her før. Både på Martinique og i følelsen af kedsomhed. Og begge dele er helt ok. Martinique er smuk og meget europæisk. Livet her er simpelt. Alt kan købes og skaffes. Vaskeriet fungerer. Supermarkedet har altid åbent og sælger andet end kylling. Alt er simpelt. Vi oplever ikke de store udfordringer. Og det kan man godt komme til at kede sig af, hvis det står på for længe.
Når man tager på eventyr som det her, er det forbudt at skrive at man keder sig…jeg ved det godt (og der sidder sikkert mennesker derude og tænker en masse – eller beder mig om at tage ja-hatten på). Men kedsomheden er blevet en del af vores eventyr. Et bevis på at vi er landet i hverdagen og at vi ikke hele tiden er på dupperne, i gang med at opleve, med at udfordre os selv og i gang med at vælte ud i verden.
At vi keder os betyder også at der er en del diskussioner og skænderier på båden i øjeblikket. En del verbale “smækken-med-dørene”. En del “du er pisse irriterende”-udbrud. Og en følelse af, at vi venter på et eller andet nyt. Og det gør vi jo også. Men mens vi venter, lander vi også og lever et helt almindeligt familie-hverdagsliv i meget ualmindelige omgivelser.

Så kunne man tænke om eventyret så var det værd, hvis vi alligevel keder os engang imellem…?! Og ja! Det er det. Jeg tror at kedsomheden er blevet vores gode ven og vores bevis på, at vi er lige her. At vi trækker vejret stille og på en anden måde end hjemme i vores stressede hverdagsliv i Danmark. Jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde er blevet ramt af kollektiv kedsomhed i vores familie i Danmark

Og vi har lige haft en oplevelse, som gjorde, at vi igen har taget stilling til det her liv. Det tror jeg er ret vigtigt at gøre løbende. Er det stadig vores drøm? Kunne vi leve vores liv på en anden og bedre måde eller er vi hvor vi skal være lige nu? Nej, blev svaret efter denne lille oplevelse:

Vi fik sådan en slags chok-besked den anden dag. Egentlig var den lykkelig og god. Men jeg fik et lille chok. Og det gjorde resten af familien også.
Polonicas besætning er hjemme på ferie i Danmark i en måned. Hygge med familien, spise danske jordbær og hænge ud med venner. Og så tilbage igen med fly til Martinique, til Polonica og til os. Et års sejlads mere i den store verden med dem lige ved siden af os. To små drenge, som vi snart har kendt så lang tid, at de har været igennem alle mulige vilde ting på den tid. Èn kan gå og en anden kan snakke nu. Og vi savner dem. Bertram sad den anden dag og snakkede om lille bitte Alexander, som man nok kan lege fangeleg med nu, om at glæde sig til Sophias pandekager igen og om det trygge i at have en god båd fuld af gode mennesker lige ved siden af. Specielt når vinden rusker og alt virker lidt farligt.

Nå, men tilbage til den besked, som satte lidt i gang hos den her familie. De kommer ikke tilbage og fortsætter med os.
Polonicas besætning har købt hus. Bare sådan. Lige et smut hjemme i Danmark og nu er de husejere. Turen på Polonica skal ikke fortsætte. Sophia og drengene bliver i Danmark. Mads flyver til Martinique og henter båden hjem. Bum.
Sådan kan de planer man har, ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Og sådan blev vores beslutning om at tage på langtur jo også til.
Men lige føles det ret vildt, at man kan tage en beslutning den vej. For når andre kan gøre det, betyder det jo også at vi principielt kunne ændre planer. Sejle båden hjem og kaste os over et andet projekt hjemme i Danmark. Og jeg ved godt, at det hele tiden har været sådan. Altså at vi kunne vælge om og ændre planer. Og det har vi også gjort så rigeligt. Men denne ændring har alligevel sat noget i gang i mig.
Og det har gjort, at vi har snakket om det her vi har gang i. Og valgt det til igen.
Vi er det rigtige sted. På vej videre ud i verden. Vi skal ikke hjem og bygge rede lige nu. Vi skal videre på eventyr, skændes, kede os og have det fantastisk.
Men hvor er det godt at vilde beslutninger om huskøb (det er sgu da vildt!!) kan tvinge sådan en flok magelige tosser til at tage stilling til om vi (stadig) lever det rigtige liv lige nu. Det gør vi. Og vi kommer til at savne hele Polonica! Men vi synes også er de er ret seje, at de tør kaste sig ud i at kaste alt op i luften og købe et hus i Danmark. Det virker vildt fra det her perspektiv.

Opdatering:
De kommer alligevel. Sælger sprang fra. Men det ændrer ikke på at at vi fik taget stilling igen. Vi er stadig det rigtige sted.

Og nu hvor vi keder os, har vi smidt drengene i vandet for at rense bund. Og Liva gør rent i cockpittet. Og der sættes nye klistermærker på båden. Der er store is på højkant!