Om at savne…igen

Fik en sms fra Sofia (fra den danske båd Polonica – som jeg skrev om HER) forleden dag. Hendes Mads er også på vej over Atlanten. Hun skrev sådan her:

Og det er præcis sådan jeg føler. Når man vælger at gøre, som vi har gjort – at samle det aller vigtigste og stikke afsted ud i verden – sammen. Så er det mærkeligt og ensomt når man ikke er sammen mere.
Jeg kan trænge til en pause, når vi alle er på båden sammen. En pause på et par timer og så tilbage på Johanna – tilbage til de fire andre, til et stort, dejligt og larmende kaos. Men en pause på 1 dag, 1 uge eller 1 måned, det føles alt for vildt.
Vi fem er blevet til en endnu mere samlet enhed end vi nogen sinde har været hjemme i Danmark. Og nu mangler vi 1/5. Vi vænner os ikke til det. Men vi klarer det.

Og i virkeligheden føler jeg mig vildt heldig, når jeg tænker over hvad vi har. Altså hinanden. Tæt på. I 1,5 år mere. Og derefter mindre tæt på, men med alt det her som et fælles eventyr og et fælles grundlag for at gå ud i verden fremover. Så meget nærhed må gøre meget godt.

Men lige nu savner vi ham og vi glæder os til at kramme ham og have ham tæt på. Det er mærkeligt at gå fra helt tæt på – til så langt væk, i så lang tid.

Barbados er fedt – heldigvis også uden den sidste 5.del. Men det bliver med garanti endnu bedre, når vi er samlet. 5/5 er bedre!!
Johanna forlader Santa Cruz på Tenerife om et par timer. Så er Christian på vej til os. Lige startet turen, men dog på vej. Så skal der sendes gode tanker.
Og ikke googles for mange historier om Atlanterhavskryds…(fx skulle jeg ikke have læst om den båd der deltog i ARC’en i år og pludselig tog vand ind. Og sendte nødsignal. Og besætningen blev reddet – gudskelov. Og båden forventes nu at synke indenfor de næste par dage – fuck…).

Og nu er det 124 timer og 49 minutter siden jeg sidst så ham. Men hvem tæller…