Om sygdom, modvind og afgang fra Cuba

Om at være kommet frem…Turks and Caicos

Udsigt da vi ankom i går.

Udsigt da vi ankom i går.

Ankommet til Turks and Caicos efter 3,5 døgns lorte sejlads. Man troede ikke at turen fra San Andrés kunne blive slået i forfærdelighed…men der tog man åbenbart fejl!
Jeg kan næsten ikke overskue at beskrive i detaljer hvordan turen forløb, men skipper er i gang med logbog og der kommer alle de vigtige sejlerdetaljer. Ganske kort kan turen beskrives som udfordrende.
Jeg har ligget i ca 3,5 døgn og forsøgt at holde maven i ro. En enkelt nat blev plukveerne så slemme at jeg var bange for at de udviklede sig til virkelige veer. Så lå jeg der i mørket og talte hvor lang tid der var imellem dem og overvejede hvordan vi nemmest fik hjælp helt derude på havet. Heldigvis aftog de og blev til almindelige plukveer. Til gengæld blev Christian og jeg enige om at hvis bare han kommer til tiden, så kan vi sgu godt klare at tage imod lillebror selv – bare ikke 6-7 uger for tidligt.
Vi har sejlet ca 400 sømil i stedet for de 270 nm der reelt var fra Santiago de Cuba til Turks. Og til gengæld er vi ikke engang sejlet hele vejen til Turks, men er stoppet på Caicos, fordi det blev mørkt og de ikke anbefaler indsejling i mørke. Vi har krydset som gale og kæmpet mod bølger der ikke kun har kastet stakkels Johanna op og ned, men også stoppet alt fart ca hvert 5 minut.
Skipper er den der har brokket sig mest på turen. Og det var faktisk ret rart med en lille forandring. Heldigvis kan han godt selv se det – og heldigvis kan vi alle sammen godt forstå det. Og det er ret fedt at han trods alt kan se at hele familien hviler så meget i det, at han godt kan tillade sig at hade det lidt. Og han er så sej. Og passer på os, mens han hader det lidt.
Når jeg kigger på Gustav mens vi er i gang med sådan en lorte-sejlads, så tuder jeg lidt over hvor meget han har rykket sig. Han er blevet skippers højre hånd, co-skipper og ham vi alle sammen kan regne med – hele tiden (ihvertfald mens vi sejler). Så kan det godt være at han på bedste teenage-manér inden vi skal sejle siger “jeg gider fucking ikke sejle mere”. Og jeg tror han mener det, lige når han siger det. Men det øjeblik ankeret skal op, så træder han i karakter. Han får det til at ske, sender sin far ned og sove, når han kan se, at der er brug for det, fikser en køje til Bertram når han er bælgøjet af træthed, fikser lidt chokolade når energien er væk, giver omsorg hele vejen rundt og sejler sgu også den der båd, når der er behov for det. Hvis jeg skulle vælge to mennesker, som jeg helst ville sejle langt med, så ville jeg vælge de to – Christian og Gustav. De er blevet et team, som man bare kan regne med.
Bertram har taget turen meget bedre end den fra San Andrés til Jamaica. Vi fik ham overtalt til en søsygepille og det virkede. Han kastede kun op 1 gang på hele turen og det var en kæmpe lettelse for både ham og os andre. Han drømmer om at være med til at sejle og tage nattevagter og hele baduljen. Men hans lille krop mangler lige det sidste, før han er klar til at være på. Han skal nok vokse fra den dumme søsyge. Til gengæld har han hygget sig og glædet sig til jul.
Liva har ikke brokket sig en eneste gang. Hun har tullet rundt, fundet på nye lege som hun har udsat den trætte familie for, snakket og snakket og fantaseret om jul. Hun har også rykket sig enormt.
Lige så snart ankeret havde fat, blev der pakket gaver ind og pyntet op og drømt om den store dag. Og på magisk vis var de 3,5 døgn glemt, selvom den der træthed og ømhed i kroppen stadig kunne mærkes.
Jeg ved sgu ikke helt hvad der er sket med familien Rosentoft. På en eller anden måde er alle vokset med det her mærkelige noget, som vi har besluttet at udsætte familien for… Og selvom vi hader det inderligt, når det står på og er klar på både at sælge båden her og nu (skipper) og sværger at vi ALDRIG skal på sejlerferie igen (mig), så er der noget særligt i at smide det der anker og ligge helt stille i sin køje og vide, at det her klarede vi sammen – igen.

Morgenen i dag startede med pandekager, verdens bedste kop kaffe og en dukkert i det mest blå vand vi har set længe. Nu skal vi finde et supermarked, for meget kan man byde familien, men dåsemad juleaften er IKKE en af de ting man skal udsætte os for. Og det er alt hvad vi har ombord lige nu. Så mens I fejrer jul hjemme i de små stuer, drøner vi omkring på Caicos, for at finde noget mad, der minder om jul.

Glædelig jul til alle.

Sådan ser der ud på Johanna lige nu - meget julet.

Sådan ser der ud på Johanna lige nu – meget julet.

Liva maler flag - både til Turks and Caicos og et juleflag

Liva maler flag – både til Turks and Caicos og et juleflag

Endelig en badetur i det blå, blå hav igen...

Endelig en badetur i det blå, blå hav igen…

 

 

12 kommentarer

  • Jette Karin Olsson

    Hvor ser det dejligt ud! Håber I nød jeres juleaften 🙂
    Kh Jette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik Andersen

    God jul til jer alle.
    Må være dejligt med en anderledes spændene jul.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Tak og i lige måde. Det er spændende og meget varmt…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hans

    GLÆDELIG JUL!! Til jer alle. Dejligt at høre fra jer. Det er godt klaret at i kom igennem de bølger og den vind, og ikke mindst at i fortsat “kun” er 5 ombord!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Glædelig jul til jer. Det var dejligt at “se” jer i går…selvom det ikke gjorde savnet mindre. Tak for fin, fin gave. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Brittain

    Glædelig jul til hele jeres seje familie❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Glædelig ud til dig, Line! Håber I havde en dejlig aften. Liva sender juleknus!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Holger Sønderskov

    Fantastisk beskrivelse. Tænker på jer. God juleaften. Hilsen Polonica’s farmor og farfar

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Tak til Polonicas farmor og farfar. Sidst vi så dem på Cuba, havde de det fantastisk. Vi savner dem, men håber de støder til os når lillebror er blevet født. Glædelig jul til jer

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik

    Hej Rosentoft
    God beretning, som sædvanlig. Jeg har læst ALLE dem I har skrevet.
    I er mega seje
    Sejlerhilsen Henrik

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om sygdom, modvind og afgang fra Cuba