Om Cuba – igen

Vi er stadig i Santiago de Cuba. Nu har vi været her i en uge og vi elsker det. Havana venter selvfølgelig, men vi har en 56 års fødselsdag i morgen, som er ret vigtig. Pedro og Rosa er blevet en stor del af vores liv her. Vi hjælper hinanden så godt vi kan og er forbi deres lille hus et par gange om dagen – til en sludder, et knus, en kaffe eller mad. Vi ville så gerne invitere dem ombord på Johanna, men marinaen er ikke åben for cubanere. De må altså ikke komme igennem den store låge, der afgrænser marine-området. Og det er så svært at forstå. Både for os og for ungerne. Pedro og Rosa er vant til det og tager det med en ro, som tyder på, at der er mange ting de bare må acceptere. Der er dog et lille håb om at marinaen åbnes for cubanere næste år. De mange snakke med både Pedro og Rosa og med Morris, som vi jo mødte første dag og stadig mødes med engang imellem, fortæller os om et Cuba, som heldigvis er i en rivende udvikling, men som også er hårdt at overleve i. Om en gennemsnitsløn på 50 Cuc (som svarer til ca 350 kr), om et sort marked som for mange er eneste mulighed for at klare sig og om regeringens støtte (ris, brød, mælk hver måned), som er eksisterende – men dog virkelig lav i forhold til behovet. Og om en overvågning af familier, som er lidt for tæt på turister. Men Pedro og Rosas hjem er åbent alligevel – også selvom de har haft besøg af politiet, som har forsøgt at problematisere deres måde at leve livet på. De skal nok overleve.
I går inviterede de på Rosas kyllingesuppe. Vi afslog- havde brug for en aften hjemme efter vi havde lavet mad til dem i deres hjem aftenen før. Men et afslag blev til at vi skulle komme med en beholder og tage suppe med ud på båden. Og lidt efter blev afslaget til at ungerne skulle blive og spise hos dem og så kunne Christian og jeg få suppe ud på båden og få lidt ro. De to små bed på og var lykkelige over at skulle til middag alene. Gustav blev hos os. Efter to timer på besøg i verdens mest åbne, lille, slidte og hjertelige hjem, hentede vi de to lyse børn igen og fik dem og mange kys med os tilbage på Johanna. Det er da klart, at det bliver svært at sejle væk fra dette lille paradis.