Om ungerne

Vi er endelig sejlet videre fra Georgetown. Det var svært. Vi skulle have været sejlet i mandags – men i dag er det fredag og på en eller anden måde, tog den ene dag den anden. Og ungerne havde det så fantastisk og det var svært at skulle stoppe det. Svært igen at tage afsked. Og svært at sejle til noget, som vi ikke helt ved hvad er. Vi ved dog at vi skal mødes med en anden dansk båd, Xarradola, i Nassau om et par dage. De skal med hjem til Danmark. Og vi ved, at det der kryds ligger og venter. Og så ved vi, at der ligger et eventyr på den anden side af Atlanten – og at der venter et eventyr, når vi lander i Danmark. Men vi ved ikke om ungerne får den her følelse af leg og frihed igen lige foreløbig. Og den her oplevelse har været så meget værd for dem!

Vi har ikke set dem så meget. De er virkelig taget afsted tidligt om morgenen og har været fordybet hele dagen – kun afbrudt af de obligatoriske måltider, solcremepåsmøringer og vandopfyldning – og det har været trætte og glade børn, der er faldet omkuld i deres kahytter om aftenen. Alt for sent. Skole har fyldt alt for lidt. Til gengæld har de snakket engelsk fra morgen til aften. Liva kan indimellem bedre huske ordene på engelsk…hun leder efter det danske ord, når hun skal beskrive en leg de har leget. Og det er jo klart, når det hele foregår på engelsk. Ret vildt.

Der var en der skrev en kommentar på vores instagram-profil den anden dag – om at ungerne blev livsduelige og at det her blev en del af deres rygsæk. Og den kommentar dukker op i mit hoved igen og igen. For selv om jeg godt ved det, så er det dejligt at blive mindet om. Og hvad er det der gør børn livsduelige? Det er vel blandt andet at de får lov til at føle ansvar, at de lærer at begå sig i grupper og at de er nysgerrige på sig selv og verden. Det har Christian og jeg ihvertfald snakket om en mørk aften i cockpittet. Hvis ungerne tager det med sig hjem i rygsækken, så er vi glade og stolte. Og uanset hvad der så venter, så klarer de det.
Jeg er helt sikker på at de her 10 dage i Georgetown bliver et af de minder, som altid vil ligge som en lykke og et savn i deres rygsæk. For det bliver fandme svært at hamle op med de oplevelser og de venner de har fået her. Og det er ok. For vi tager det med os.

Nu bevæger vi os langsomt mod Nassau. Med stop forskellige steder – vi skal selvfølgelig svømme med grise (som man gør et sted her ved Exuma), dykke i en James Bond grotte og måske klappe en haj.