Farvel til Carriacou

Opdatering på en anden slags fødselsdag

Det blev en god og dejlig fødselsdag. Fik leveret sejlende fødselsdagssang, chokoladekage og bobler fra Polonica og Sannsipapp. Det vil jeg godt have hvert år, tak. Jeg sad i mine egne tanker i cockpittet, da jeg pludselig kunne høre en svag sang og guitarspil nærme sig båden. Og da jeg vendte mig om, var der en hel båd fuld af søde mennesker med guitar, gaver og lækkerier.
Jeg fik blandt andet et gavekort af Sannsipapp. Et gavekort til en tur i deres tube (en slags kæmpe badering, som trækkes efter gummibåden) efter deres meget hurtige gummibåd. Heldigvis er der ingen billeder lige nu af mig i tuben…

Nu er jeg jo ikke sådan én, som kan lade en udfordring gå forbi mig…så efter kage, gaver og bobler, måtte jeg frivilligt hoppe i bikini og svømmevest og få tæsk af bølger og fart, mens en hel båd fuld af børn så grinende til og Christian filmede hele showet.
Men det var så mega sjovt!! Og jeg har så vanvittigt ondt i mine arme i dag – af at holde fast. For jeg skulle fandme da ikke flyve af, når nu hele selskabet stod og ventede netop på det. Måske skal jeg lege lidt mere med, når de laver alle de der skøre og sjove ting.
Det er jo også en slags projekt. Og i virkeligheden også det, jeg er taget afsted for. At være sammen med mine helt egne møgunger, inden de ikke gider mere.

Kom ind på Restaurant Eclipse til oppyntning med balloner og meget festlige borde. Og en helt tom restaurant – udover os – og en hulens masse personale. Der var fødselsdagssang og kage og diskolys og folk der kom ind fra gaden, for at se hvad det mon var for en fest. Det var en helt passende caribisk hygge. Den slags, hvor man kindkysser med både ejer, tjener og kok (som var ejerens mor) når man går hjem.
Jeg elskede det. Og maden var ok.
Efter den helt skøre middag på restaurant Eclipse, tog selskabet ud på bådene igen. Ungerne til film på Sannsipapp og de voksne til romdrinks på Johanna. Og det skal jeg lige love for at vi fik. Altså romdrinks. Og guitarspil og sang. Og grin og snak. Og det hele var præcis som det skulle være, når man er langt væk fra alt det derhjemme. Så jeg sad i cockpittet med mine nye venner og følte mig rig og heldig. Og vildt god til norsk! Ihvertfald den aften.
Og morgenen efter følte jeg mig meget træt, men stadig rig og heldig.

Så sejlede vi til Tyrrell Bay (stadig på Carriacou). Der var helt fantastisk (også). Jeg blev der tæsket igennem hård træning på stranden og svømmetur frem og tilbage fra båden af Tove fra Sannsipapp. Sidste gang hun hev mig igennem sådan en tur, gik jeg meget mærkeligt i 3 dage efter… Så det er nok meget godt med lidt træning.
Og det er jo på en måde også en slags projekt. At gøre noget godt for mig selv.

Derefter drog vi på gummibådstur ind i Mangroven. Smurte os godt ind i myggespray inden og oplevede noget, som vi ikke har set før på denne tur. Mangrove, kuglefisk helt tæt på og en del strandede skibe, som måske – uden held – havde søgt læ i mangroven under orkansæsonen. Der lå 4-5 skibe på et meget lille areal. Der var noget helt magisk over at tøffe rundt derinde – helt beskyttet og helt stille.

Om aftenen spiste vi pizza hos Lazy Turtle pizza i Tyrrell Bay. Det hører jo på en måde med til “dagen efter en fest” – det siger ungerne ihvertfald. Så der drog vi ned med Sannsipapp og Polonica og slap (endnu engang) for madlavning og oprydning. Men så er festen vist også slut.

Og vores eventyrlige besøg på Carriacou er også ovre. Nu venter Grenada, muskatnød, lidt mere by og forhåbentlig indkøb af et par harpuner mere.
Og måske en kajak… For selvom jeg fik lidt reaktioner hjemmefra på whatsapp og messenger om det der med pludselig at være en “friluftstype”…så er jeg det jo ikke ægte! Bare rolig. Jeg bliver ikke pludselig spejder og helt korrekt og friluftsagtig. Jeg skal bare bruge et transportmiddel, så jeg kan forlade skuden engang imellem.
Jeg. Er. Ikke. En. Friluftstype.

img_6979

2 kommentarer

  • Pernille Bindslev Jørgensen

    Nej, men måske er der en sø-spejder gemt, hvem ved?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ha, ha… Det tror jeg ikke! Du kommer så meget til at blive imponeret, når du ser mig “kajakke” rundt…!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til Carriacou