Så er det sgu i morgen…

Vi ankom til Baiona i går efter et par busskift og busture. Her er ret så skønt!
Vi venter selvfølgelig mest på Christian og det fylder en del. Men vi hygger os også ret meget. Vi har endelig fået bedre vejr og har i dag haft en lang dag på stranden. Efterfulgt af sen frokost på legeplads og derefter karbad (igen…og ja, det fylder utroligt meget for os alle 4. Vi bare elsker karbad!). Og nu stener vi på værelset inden vi skal bevæge os ud i den dejlige lune aften. Sidste aften uden Christian i denne omgang!

I denne her familie er vi ret vilde med konceptet med at spise sent. Det passer super fint ind i vores rytme, at vi først finder en god restaurant ved 20.30-tiden…og ja, vi har skruet op for luksus igen og indtager nu (næsten) alle måltider på restaurant. Vi bor på et lille værelse på et hotel og har hverken køleskab eller kogeblus. Men vi er gode til at spise ude,,,så det går nok de her få dage.

Det er så dejligt at vi i morgen er genforenet på båden. Alle glæder sig. Christian skriver dejlige overskudsbeskeder fra sat. tlf og han lyder til at have det skønt. Han har haft 2 hårde nætter, men lyder som om han synes det hele er på toppen. Det er dejligt. Vi glæder os til at fange ham i havnen i morgen og få ham helt tæt på igen.

Nu hvor denne udfording snart er ved at være klaret – altså adskillelsen, de mange rejse-ture fra by til by, “enlig-mor-konceptet”, Christian alene over Biscayen og savnet – har det været nødvendigt for mig at tænke igennem om det her vi gjorde, var det rigtige. Og det var det! Christian og jeg er enige om at det var en god beslutning. Det var ikke en nem beslutning, men det var rigtigt og nødvendigt. Det eneste, jeg kunne ønske mig, var anderledes, var vores rejsetidspunkt. Men da vi valgte at tage fra Plymouth, regnede vi med, at han ville komme derfra senest 2 dage efter. Det viste sig at blive meget senere og det var selvfølgelig pisse irriterende. Vi kunne ikke have gjort det anderledes, så det er fjollet at ønske anderledes.

Der har været en del spørgsmål og kommentarer – både på facebook og i min mailboks – fra folk, der enten direkte eller inddirekte spørger til, hvordan det føles at have været nødt til at ændre planerne…og om det ikke er en skuffelse at have valgt sejladsen fra så tidligt på turen…

Hmm…for det første er jeg lidt overrasket over hvor mange kloge hoveder der er på facebook. Mange der mener, at de bestemt ved hvordan vores familie fungerer og hvad der ville være bedst for os. Og mange der tror, at ændrede planer er ensbetydende med ikke at have styr på det…
For os er det helt modsat. Vi synes netop, at vi har styr på det og tager ansvar for os selv, vores børn og vores fælles liv, ved at turde at ændre planer. Man kan IKKE forberede en 2 års jordomsejling fra start til slut (ja, åbenbart ikke engang 1 måned frem…ha ha) og tro at man ikke skal ændre planer. Så kan man jo for fanden lige så godt blive hjemme og køre rundt i sit hamsterhjul. For os er ændrede planer det samme som at mærke efter og handle, på det vi mærker. Vi skal ikke leve op til folks forventninger om hvordan man gør en jordomsejling rigtigt…for det her er jo vores tur og vores eventyr. Måske bliver dele af den med fly, tog, bus – men det gør den ikke mindre rigtig for os.
Vi er afsted for at være sammen og have tid til at mærke efter. Og det er vi super gode til.
Vi skal finde en balance mellem de forskellige behov vi har – Christian er sailor og jeg er som skrevet tidligere traveller Læs her . Men vi ved, at det sagtens kan forenes. Og vi kan mærke at vores børn bliver både seje og trygge af de ændringer vi laver.

I morgen tager vi hul på en ny del af vores eventyr og vi glæder os. Vi har haft mange forskellige hjem allerede. Og ungerne omtaler ret hurtigt deres nye hotelværelse som “hjem” (faktisk allerede umiddelbart efter check-in). Det synes jeg er en fantastisk gave at give dem. Hjem for dem, er der, hvor der er trygt og hvor vi er sammen eller hvor det føles rart. Lige nu er vores hjem et gult hotelværelse (det kan de nemlig godt lide i Spanien). I morgen er vores hjem Johanna. Vi ved ikke hvor vores hjem er om 1 måned eller 2. Men vi ved, at når Christian sejler over Atlanten med sit seje skipper-hold, så er vores hjem i ca 1 måned en dejlig villa på Barbados. Fordi det har vi valgt – og vi glæder os!! Og det bliver et helt særligt hjem, fordi mormor og morfar også flytter ind sammen med os.

Og samtidig ved vi på det tidspunkt, at Christian sejler over Atlanten på sin drømmetur med gode venner, der også har drømt om den tur. Det er nemlig vores måde at skabe balance mellem vores forskellige behov og drømme. Og så må vi klare at savne hinanden lidt.