Så er vi på vej…

Sidder i verdens mindste lufthavn og venter på verdens mindste fly med min skipper og min lille bitte baby. Morgenen startede med vækkeur klokken 6 og vi blev mindet om hvad det er der venter os hjemme om ca 4 måneder… Det savner vi ikke! Altså det med at blive vækket af et vækkeur, at være pressede på tid og skynde på ungerne.

Vi sejlede ind og Sylvester var meget tilfreds med lidt motorlarm fra morgenstunden.

De tre store unger blev smidt af hos farmor til hygge, bacon og fjernsyn. Og strandtur senere. Farfar skulle køre os i lufthavnen…men den skide bil ville ikke starte. Kun sige en masse mærkelige lyde. Så der stod skipper 1 og 2 og rodede med bil klokken lort om morgenen med en flyafgang der rykkede nærmere.

Det blev heldigvis hurtigt droppet og vi besluttede os for at finde en bil der ville tage os med – 2 voksne og en baby i autostol på en køretur hele vejen til lufthavnen (ca 30 min). Og efter 2 minutter stoppede Claire med sine 3 børn, der bare rykkede sammen og lavede plads til os. Claire, som godt vidste hvordan det var at være rejsende og på udebane og bare gerne ville hjælpe. Claire var flyttet til St. Martin fra Marokko (hvor familien havde boet i 3 år) for en måned siden og arbejdede nu som lærer på en skole tæt på lufthavnen. Hun sørgede lige for at vores morgen blev meget bedre og det blev en hyggelig køretur med en sød familie. Vi inviterede dem selvfølgelig ud på vores båd lige så snart de havde lyst. Og blev igen helt glade for den måde man behandler hinanden på herude i verden. Det er svært at forestille sig det samme ske hjemme i Danmark…

Nu sidder vi i lufthavnen. Er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Alle papirer er i mappen. Sylvester sover. Og vi sidder lige og lander. Det er længe siden vi har været bare os to – uden andres behov.

Guadeloupe i dag er blevet lavet om til en hyggelig udflugt for far, mor og baby. Og forhåbentlig sidder vi i aften ved 18-tiden med et midlertidigt pas til lille Sylvester – og et rigtigt pas bestilt til levering på Bahamas. Det har været en udfordring. Men det er ok nu. Vi klarede også denne her og snart rejser ham den lille med os videre på eventyr.

Pasfotoet blev som de der oftest bliver, når det er babyer der er på:

Vi opdaterer, når det der pas er i hus og vi igen er på vej hjem til farfar, farmor og de tre store unger. Forhåbentlig glider alt og vi kan spise frokost i solen og nyde vores lille udflugt med baby…

Men man ved sgu aldrig…