Så kom dagen.

Jeg vidste godt, at den her dag ville komme. Men det betyder ikke, at jeg er klar til den.

Har lige afleveret Liva i 3.klasse i et fint klasselokale hos hendes nye søde lærer og klassekammerater. Bertram er i 6.klasse hos sin søde lærer og sine nye klassekammerater. Gustav blev kørt til Langeland i går og flyttede ind i sit hjem for det næste år. Christian er cyklet på arbejde. Sylvester sover.

Det regner. Jeg har solbriller på. Og det er nødvendigt.
Hold nu kæft hvor jeg savner dem allerede. Hvad lavede jeg, før vi tog på langtur? Hvordan klarer man sig uden sin teenager i et helt år? Hvordan kan man vænne sig til ikke at have dem alle helt tæt på? Og hvorfor er her så stille?

Og så sidder du måske og tænke “Slap dog af. Sådan lever vi jo alle sammen og mon ikke du lige skulle tage dig sammen og give familien plads“. Og det ved jeg godt jeg skal. Og jeg prøver også. Og jeg siger det ikke højt til mine søde unger. Men bare fordi alle lever sådan, behøver det jo ikke at være den rigtige måde at leve på…

Men det er det rigtige for os lige nu. Og jeg ved godt, at mine unger har brug for det, og at de kan klare det. Og jeg ved godt, at jeg vænner mig til det. Men det er en omvæltning. Og jeg skal lige bruge lidt tid.

Sådan ser en efterskole-dreng ud. Og ja, han er blevet højere end mig…jeg vil bare så nødigt indrømme det!!