Sejler på en eventyr-agtig, frihedselskende og norm-skubbende måde

Denne sommer har været fantastisk for vores familie. Vi har været sammen i 6 uger og har haft succes med at skabe balance mellem familie og arbejde. Jeg har i 3 af ugerne brugt et par timer om formiddagen på at arbejde og derefter har der været ro på. Vi har i år været en amputeret familie, fordi vores børn er ved at blive så store. Gusse G har været med os i en uge og Bertram har ind imellem drømt sig mange andre steder hen.

Til gengæld er vi (jeg) nået frem til en erkendelse i år. Vi kan ikke være uden båd. Det er første gang, jeg selv har mærket det og første gang, jeg har sagt det højt. Jeg har i så lang tid kæmpet imod den identitet som sejler, som jeg åbenbart har meget svært ved at finde ro i – og finde mig selv i. Det siger nok mere om mig, end om det billede jeg har af en vaskeægte sejler. For hvordan ser sådan én ud i mit hoved?

• Det er en mand.
• Han er lidt sur.
• Han går i sejlersko.
• Han ved altid bedst.
• Han er lidt småfornærmet over alle de nye sejlere, som hverken bruger de rigtige ord eller kan binde de rigtige knob.
• Han har sejlet hele sit liv (og så er det jo klart, at han ved bedst …).

Men altså, det viser sig jo at jeg endnu kun har mødt ganske få sejlere af den type. Altså virkelig få! Denne sommer har jeg mødt glade og hjælpsomme sejlere, mange var nye på havet, mange var kvinder og ingen af dem var sure.

Min mand er sejler. Ægte sejler. Og den opfattelse har jeg gemt mig under. Jeg har taget eventyr-identiteten på mig og klart haft brug for at lave en grænse mellem dét at være sejler og dét at være eventyrer. Men måske er jeg begge dele. Måske havde jeg brug for at tage afstand til sejler-identiteten, fordi jeg var bange for ikke at være god nok, ikke at være rigtig eller måske er det bare min “ting” ikke at kaste mig ud i noget, før jeg er rimelig sikker på, at jeg er god til det.

Men det har ændret sig. Blandt andet fordi jeg øver mig hver eneste dag. Jeg øver mig i at sige ja til ting, som jeg ikke ved hvor bringer mig hen. Jeg møder så mange inspirerende mennesker og kan mærke, at jeg inspirerer den anden vej. Og dét er fandme det hele værd. SÅ nu siger jeg også “JA” til at være sejler. Jeg lukker ned for fortællingen om de nederen sejlertyper. Jeg er sejler på min måde, som er en eventyr-agtig, frihedselskende og norm-skubbende måde. Den kan jeg sgu meget godt lide.

Men for at komme tilbage til sagen. Vi skal have en båd. Nu har vi prøvet at være en familie uden. Det har vi ikke lyst til mere. Christian er lykkelig. Det er jeg også. Mest for at favne den side af mig selv. det er så duet at kæmpe imod, når det føles så godt.

I kan læse mere om vores sommererkendelser her. Og lige så snart der er nyt i båd-fortællingen, deler jeg det selvfølgelig herinde.