Ankommet til Tobago

Skippers logbog Martinique-Tobago

Logbog
Martinique-Tobago
D. 25.-26. juni 2017

Endelig kom der en mulighed for at komme langt sydpå. Egentlig havde vi satset på at komme afsted allerede torsdag, men som dagen nærmede sig forudsagde vejrudsigten mindre og mindre vind, og onsdag besluttede vi at der ikke var nok til at bringe os de 180 sm sydpå til Man Of War Bay på Tobago. Min bror Thomas ankom til Martinique i mandags og skal være med os de næste 4-6 uger. Han var meget ivrig efter at komme afsted, men måtte nu altså vente nogen dage.

Søndag vågner vi til gråvejr og heftige regnbyger, men holder fast i at vi stikker afsted. Ved 9-tiden får vi ankeret op og sætter fulde sejl. “7Seas” er med os med samme destination.
Så snart vi nærmer os øens sydspids er vinden som alle foregående gange, lige i stævnen og langt over de lovede 20 kn. Vi måler pust på 27 kn, og må hurtig sætte 2. reb. Endnu engang beroliger jeg besætningen og siger at det nok skal rette sig, når vi kommer fri af øen, og krydser fingre for at min skråsikkerhed holder stik…

img_2309

Dønningerne i strædet mellem Martinique og St. Lucia er også lidt svære at blive klog på. De kommer fra flere retninger og i forskellige intervaller, og gør sejladsen til noget af det mest urolige vi hidtil har prøvet, og hele besætningen, inklusiv jeg selv, skal virkelig tage sig sammen, og bruge alle tricks i bogen, for ikke at blive søsyg. Vi vender situationen med “7Seas” over VHF’en, men bliver enige om at fortsætte og håbe på at vejret bliver som lovet, og vinden går mere i NØ. Endelig efter 7 timer i modvind kommer vi til vores waypoint, hvor vi kan falde en smule af og sætte kursen direkte på Tobago. Vinden er nu gået i ØNØ men ikke i NØ som lovet, men dette er dog kærkomment og giver os en fin halvvinds sejlads. Vi har igen fulde sejl, og skyder 6-7,5 kn i 14-19 kn vind. Det er stadig gråt og kedeligt, dog uden nævneværdig regn.
Vi lægger endelig St. Lucia bag os i disen og forbereder os på natten.
Vi ligger side om side med “7Seas” da mørket falder på og jeg ligger mig på kistebænken og forsøger at hvile mig lidt, mens drenge og Thomas tager første tørn. Cille er stadig søsyg og er gået til køjs med Liva.

Efter et par timer sender jeg drengene i seng og tilbyder Thomas at bytte, men han er en natteravn og alt for “oppe at køre” over at sejle nat på Atlanten, til at sove, og jeg tager et par timer mere på kistebænken (perfekt!).

Da det bliver min vagt og Thomas tager min plads på kistebænken, er vinden taget lidt til og autopiloten arbejder hårdt på at holde kursen og forhindre båden at skære op. Ville egentlig gerne rebe lidt, men vi sejler virkelig stærkt, og vi har en del vi skal indhente fra den første del af turen, som tog noget længere end planlagt. Jeg regner lidt på tiden og beslutter at bevare sejlføringen, for at være sikker på at ankomme i dagslys. Autopiloten skånes ved at slække godt ud på storsejlet og få nogen timer til at gå med håndstyring.
Sådan går det derudaf hele natten, vinden svinger fra 15-19 kn. med pust på 22 kn. Og holder sig hele tiden i ØNØ.
Drengene kommer op et par gange bidrager med nogen tjanser, og kommer igen da solen er stået op. Vinden har nu lagt sig lidt og det er roligt nok til at jeg kan ligge mig i salonen og få indhentet lidt søvn.
Da hele besætning er oppe ved 7-8 tiden, mangler vi stadig omkring 60 sm. Men solen skinner nu fra en skyfri himmel og vi har god fart i skuden. Vores ETA ser ud til at være omkring kl. 16. Alt er helt perfekt, lige bortset fra Cille, der stadig er en smule søsyg og bare helst vil sove eller stirre ud i horisonten.

Som vi nærmer os Tobago, øger strømmen mere og mere. Dette gør igen dønningerne utilregnelige og giver os på nogen tidpunkter et ordentlig skub, men for det meste bliver det en brat opbremsning, og vi er nu flere gange helt nede og sejle 3,5 kn. Jeg håndstyrer det bedste jeg har lært, for at holde farten oppe og kan på den måde holde et snit på 4,5-5 kn. men dette er bare ikke nok, hvis vi skal nå at anduve Man Of War Bay inden solen går ned. På et tidspunkt måler vi vores fart gennem vandet til 8.5 kn men reelt kan vi se vi kun sejler 4,5 kn. Altså 4 kn modstrøm. Og med 12 sm tilbage må jeg gi’ mig og starte motoren for at komme ind så hurtigt som muligt, da hele besætningen er godt brugt. Vi kan nu holde 6 kn. og bliver lige inden vi sejler ind i bugten mødt af en stor flok delfiner som underholder alle og ikke mindst Thomas, der aldrig har set delfiner før, næsten helt ind i bugten.

Kl. ca 18 efter 33 timer på havet, smider vi ankeret i på 13 meter vand i en utrolig smuk bugt, med kun 3 andre sejlskibe i hele bugten. Alle er helt oppe at køre og glæder sig til at komme land. Men først skal vi lige have et solidt måltid mad og en god nattesøvn, nu syd for orkanbæltet!

img_2305

2 kommentarer

  • Birgit

    Godt gået – lyder hårdt men også fedt! Thomas må være helt høj 👍 Knus hjemmefra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, det var begge dele. Og alt det hårde er glemt nu… Tobago er ret fantastisk og alt hvad vi drømte om… Knus til jer

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ankommet til Tobago