Skippers logbog

Logbog Bequia-Fort de France, Martinique

Lørdag den 11.03.2017
Efter at have været blæst inde på Bequia i en lille uge, er der endelig et vindue til at komme nordpå. Der er stadig meget vind, men retningen er bedre end den har været længe. Dønningerne skulle også være store og vi overvejer kort at vente til søndag, for at give dem en chance for at lægge sig. Men så skulle vinden nå at gå tilbage i NØ. Fredag beslutter vi os for at udklarere og så sejle afsted tidligt lørdag morgen. Uret vækker os klokken 04 og vi bliver hurtigt klar og letter anker klokken 04.30 og får hurtigt sejlene med 2 reb i storen. Vi har 93 sm foran os.

Det første stræk mod st. Vincent går stille og roligt med 6-7 ms og moderat sø. Ungerne sover og vi drikker frisk kaffe i cockpittet. I læ af St. Vincent dør vinden helt og vi må starte motoren og rulle fokken ind langs det meste af St. Vincent. Som vi kommer fri af St. Vincent kommer vinden igen. Først i det småtte hvor vi sejler med fuldt storsejl. Hurtigt må vi dog rebe ned i 2. reb da både bølger og vind tager til. Bølgerne nærmer sig prognoserne med en højde på 3-4 meter og vinden ligger konstant ml. 10-12 sm. Cille bliver søsyg og selv Gustav, som ellers aldrig bliver søsyg, må stoppe sin film og komme op i cockpittet og få luft. Vi nærmer os St. Lucia med 6-8 kn, men kan først se de berømte “Pitonner” 10-12 sm ude, da hele øen er indhyllet i en tung dis.

Med erfaringen fra St. Vincent i bagagen holder vi nu lidt mere afstand til St. Lucia i håb om at vinden ikke forsvinder. Det giver pote, men til gengæld går den mere i nord og vi må sejle en skarp bidevind for at holde vores kurs. Vi prøver flere gange at kalde Polonica, som vi ved sejler fra St. Lucia til Martinique i dag – uden held.

Så sker det vi alle har ventet længe på…Lige inden vi kommer fri af St. Lucia spotter jeg en hval 100 m foran os. Alle kommer på dæk og kameraet fra DR fundet frem. Autopiloten styrer og pludselig dukker hvalen op 2 bådlængder fra os og viser ikke tegn på at den har tænkt sig at flytte sig. Jeg kaster kameraet fra mig og skynder mig til roret for at undgå sammenstød. Vi passerer den med en afstand på 6-8 m med hjertet helt oppe i halsen og vilde af forundring over størrelsen – som er mindst 15 m. En storslået oplevelse, som vi desværre først får fotodokumenteret efter at vi igen lægger afstand til dyret. Herefter går snakken om hvilken hval det mon var – en kaskelot eller en pukkelhval?
På det sidste åbne stræk til Martinique viser bølgerne sig endnu større end de to forrige åbne stræk og flere af dem klasker i siden på os for så at stå i kaskader ind over båden, som er helt våd til halvt op på masten. Vi fanger Polonica på VHF’en og Martinique dukker op i horisonten. Nu vil vi alle bare gerne i læ og smide ankeret. Vi har store forventninger til udvalget af dagligvarer og snakken går nu på hvad vi hver især glæder os til at spise.
Klokken 19.30 efter 14 timer på havet med en gennemsnitsfart på 6,6 kn kaster vi ankeret ud for Fort de France ved siden af Polonica, som har været så søde at hente cheeseburger og pizza til os.
Alle er trætte og glade for at være nået frem. Vi udsætter afrigning og oprydning til i morgen og går alle tidligt i seng.