Skrøbeligt og særligt

I morges hoppede jeg på min cykel og kørte en dejlig tur i et vejr, der føltes som – og lignede – efterår. Men det var lige meget, for bådbabyen sov i Christianiacyklen, jeg havde flyverdragt og kæmpe støvler på og min cykeltur havde et formål. Et vigtigt et. Jeg skulle nemlig til Frederiksberg og hente min bog (wuhuuuu!!). Den var nemlig kommet fra trykkeriet og lå lige der hos forlaget Frydenlund og ventede på mig.

Sylvester sov hele vejen og jeg følte mig helt fri på mine tre hjul. Jeg er i den sidste tid blevet mindet om, hvor meget jeg hader at bevæge mig rundt i verden med en barnevogn. Det er jo så besværligt…og der er altid en elevator, der ikke virker eller en lidt for høj trappe eller lidt for smal gang. Men med cyklen, kan alt lade sig gøre. Eller sådan føltes det ihvertfald i morges.

Jeg fik bogen i hånden og aede den lidt på forsiden. Og så slæbte jeg 25 eksemplarer ud i cyklen og begav mig samme vej hjem. Og på vejen hjem, blev jeg ramt af sådan en “fuck mand, nu er den jo ægte ude i verden og jeg kan ikke trække den tilbage“. Og det er ikke fordi, jeg har lyst til at trække den tilbage eller ikke mener alt, hvad der står i den. Men det er skrøbeligt og særligt, at se sine egne ord i en rigtig bog. Jeg kan ikke vide, hvordan den bliver læst. Om jeg kommer ordentligt igennem med mit budskab. Det er skrøbeligt og særligt at sende den ud i verden. At vise verden, at det er sådan her jeg følte.

Jeg skrev det til en vigtig person i mit liv. Én, jeg aldrig har mødt i virkeligheden, men som jeg har haft vigtige og meningsfulde samtaler med på skrift på telefonen de sidste par år. Hun har fulgt mig – og jeg har fulgt hende – i faser i vores liv (altså inden for en ganske kort – men meget vigtig – tidsramme) og hun har været en god sparringsven på afstand og alligevel tæt på.

Jeg fik et svar, som fik mig til at sætte endnu mere pris, på det vi har:

“At skrive er en proces – at se det som et endeligt værk, gør det skrøbeligt. Det er en proces, en tekst, der er formet af et aktuelt ståsted – tanker i udvikling.”

De få linier gav mig ro. For ja, det er en proces. Jeg har sat et punktum i den bog. Og så er der startet en ny proces. En proces, der ikke handler om at sejle rundt på verdenshavene, men om at navigere i sit eget liv.
Det er ikke den sidste bog jeg har skrevet. Jeg elskede processen fra start til slut.

Og den kan bestilles her