Tilbageblik #1

St. Lucia – Bequia – Canouan

Fra st. Lucia til Bequia. Turens – indtil videre – smukkeste sejltur. Alt spillede. Vind, sol og stemning på båden. 53 sømil på 7-8 timer. Alle landede på båden og var stille, sammen og hver for sig.

img_0921
Vi fiskede, læste, sov, snakkede og hang ud. Ungerne nåede at se 2 film i salonen – bare fordi de kunne. Jeg fik en lur i salonen. Og Christian fik ro (og fik røget den absolut aller sidste cigaret i hjørnet af cockpittet i smug…troede han. Den har ligget og ventet siden nytårsaften, hvor han synes at aftenen skulle fejres med røg).

img_0915

img_0916

img_0919

 

Vi ankom til Bequia i mørket. Og lige da vi skulle til at sejle ind på ankerpladsen, begyndte det at regne helt vildt.
Det gik alligevel. Men ikke uden råben og skrigen. Christian ved roret og mig ved ankeret. Vind og regn, der nærmest umuliggjorde enhver samtale. Det medførte, at Christian måtte råbe til mig. Og når han råber til mig, tror jeg, at han er sur. Og råber tilbage… Det har ganske sikkert været meget underholdende at se og høre på. Og alle (jeg) faldt da også til ro, da misforståelsen gik op for mig. Han råbte slet ikke surt, men bare fordi jeg ikke kunne høre ham ellers. Der er vist én i den her familie, der skal arbejde lidt med sit temperament…

Bequia føltes lidt som at komme hjem. 7seas ankom dagen efter og lagde sig lige bag os. Nu er vi naboer igen. Alt dette blev fejret med en barbecue på stranden sammen med en anden tysk båd og en dansk båd “Gorm den gamle” også med 3 børn. Det er altid sjovt at høre andres historier, andres planer – og ændringer af planer. Vi tager alle sammen afsted med en forestilling om, hvordan det skal være. Og vi er alle nødt til løbende at ændre denne forestilling. Og planer holder sjældent længere end et par timer. Det var svært i starten, men det går bedre og bedre med at vænne sig til det. Men ens (mit) “kontrol-behov” bliver virkelig udfordret. Jeg er sikker på, at det også bliver meget værdifuldt for mig, når jeg lander i en mere velkendt hverdag. Det gør ikke længere ondt at ændre planer. Og vi laver sjældnere og sjældnere planer, der strækker sig længere end et par timer frem. Christian er vanvittigt god til det – og det er ungerne også.

I morgen tager vi videre. Egentlig skulle vi have været videre i dag. Men det gav god mening at blive hængende en dag på stranden. Og vores ror sagde også en mærkelig lyd. Så skipper gav roret lidt opmærksomhed. Og jeg hang ud på stranden og fik provianteret – igen.
Det er helt vildt som vores unger spiser ting, som de aldrig har spist før. Fisk ryger ned hver gang – uanset art. Der kommer nye frugter og grøntsager til listen hver dag. Også ting, som de er blevet tilbudt 100 gange før hjemme i DK, men bare aldrig har været interesserede i. Det er fandme fedt! Og nok også konsekvensen af, at der ikke er et stort udvalg med mindre det drejer sig om frugt og grønt.

Forhåbentlig går turen i morgen til Canouan, som kun ligger ca 3 timers sejlads herfra. Så skal der fiskes på vejen. Og når vi lander, skal vi grille brødfrugt på bål. Har endnu ikke haft ægte optur over brødfrugt, men nu skal det prøves på en ny måde…Men hvis en derude kender en god måde at tilberede brødfrugt på, så bare skyd løs… Og tak.

img_0922

 

2 kommentarer

  • Karin Borg

    Kære Cille. Det overrasker mig at du kom så langt som til Amsterdam, før du blev råbt ad. Jeg prøvede det på den allerførste lille tur på Mjøsa og siden på Isefjorden. Man kan vist ikke sejle, uden det nogle gange bliver dramatik, og det handler om at høre hinanden,handle rigtigt og hurtigt og ingen tid til diskussion.
    Godt med et knus bagefter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, det er måske vildt at jeg kom så langt uden råben og skrigen! Men min mand er jo ikke sådan en der råber eller hidser sig op… Så derfor var det ekstra vildt. Aller første tur med råben – det lyder heller ikke så rart. Hils og hav det dejligt

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbageblik #1