St.Martin blev hårdt ramt…

Der er så mange ting at skrive og alligevel ved jeg ikke helt hvor jeg skal starte.
Vi er på St.Martin og det er dejligt. Men det er også svært. Øen er meget ramt af orkanen Irma og det ses og mærkes tydeligt. Husene mangler mure og tage, butikker ligger øde og har tydeligt været udsat for hærværk, der er ikke mange mennesker på gaderne, stemningen er markant anderledes og cruiserne og turisterne holder sig væk. Overalt står træerne bare – helt uden blade. Bugten og lagunen er fyldt med skibsvrag. På land langs vandet ligger kæmpe både og containere – blæst op på land som vejede de ingenting. Og ingen kan gøre noget. Alle kæmper. Men de fleste kæmper selvfølgelig for deres hjem. Der er stadig familier der bor på skoler i sovesale, fordi deres hjem ikke er beboelige endnu – og måske bliver de det ikke igen.
Jeg skrev i et tidligere indlæg, at det var dejligt at komme hertil, fordi det var nemt og kedeligt. Det er det ikke. Altså nemt og kedeligt. Det er stadig dejligt, men det er også en virkelighed, som ikke er blevet fortalt om i medierne. Det er meget værre end man kunne forestille sig. Og det påvirker selvfølgelig hele banden ombord på Johanna. Vi møder mennesker som fortæller om lig der flød rundt i lagunen, om usikkerheden og angsten. Og om hjælp der mangler. Men de kæmper.