Status – 5 måneder på farten

Så er der gået 5 måneder siden vi vinkede farvel i Svanemøllen. Tørrede tårerne væk og gentog inde i hovedet “det bliver godt, det bliver godt, det bliver godt”. Kiggede på hinanden – én ked og én lykkelig og 3 stk unger i kaos (hvad fanden sker der nu, mor og far??).

Og sikke et eventyr vi har været igennem allerede. Det er ikke til at tro, at der kun er gået 5 måneder. Og på samme tid føles det engang imellem som om, vi lige er taget hjemmefra.
Sydengland står som noget helt særligt for os. Der var så smukt og det kalder på et længere besøg på et andet tidspunkt. Et besøg, som ikke er præget af ventetid og utryghed over Biscayen. Det er alle enige om.
Portugal – og specielt Porto – var også særligt for os. Vi var samlet igen efter Biscayen-adskillelsen og alt smagte af sol og sommer. Vi fandt faktisk et forladt hus, som vi godt gad at købe…men det er vist en helt anden historie.

Vi er i Caribien nu. Det smager rigtig meget af alt det vi drømte om. Følelsen af at transportere sig er ved at forsvinde. Og blive afløst af følelsen af at være – og sejle for at opleve nyt.
Men turen hertil har ikke været uden svære bump og bølger. Jeg har et par gange overvejet, om det var helt rigtigt det her. Om vi havde gabt over for meget. Om det her virkelig var det aller bedste, vi kunne finde på at bruge 2 års frihed på.
Èn her på båden, har dog aldrig været i tvivl. Han har altid været lykkelig over beslutningen og bestemt ment, at det her, var det aller aller bedste han kunne tilbyde sin elskede familie. Hvor er jeg dog glad for ham og hans lykke! Og for hans konstante ro og minden om, at det nok skulle blive godt.

Jeg ved ikke om det set udefra har været en lang og svær rejse – og om følelsen af ro har ladet vente for længe på sig.
Men jeg ved, helt inde i mig selv, at det var godt at jeg holdt ud. At det var godt, at jeg stod igennem savnet, angsten og alle bekymringerne.
Men jeg gad da godt, at have været forberedt på de her følelser og tanker. At have gået ind i projektet med denne viden også. At have brugt noget tid på at forberede mig på det og ikke kun på økonomi, skolegang og indkøb.
Og jeg håber, at vores erfaringer ikke holder andre fra at tage på eventyr. Men at det måske nuancerer tilgangen til eventyret en smule…(det kunne jeg have haft brug for).
Og så håber jeg, at sejlerverdenen udvikler sig til at blive en mere rummelig verden, hvor skulderklap bliver normen i stedet for kritik. Og hvor vi erfaringsudveksler i stedet for at proppe klogskab i hovedet på andre (som egentlig ikke har bedt om det).

Vores start var svær og mange havde en mening om det. Vi oplever desværre stadig engang imellem, at folk har en mening, men det bliver nemmere at slå hen og ikke tage ind. For ja, vi kunne da godt have brugt mere tid på at lære vores båd at kende. Og ja, det havde da været smart, at forberede os mere på vind og vej ved at sejle mange lange ture inden. Og ja, det er da noget bøvl, at jeg bliver bange engang imellem. Men altså, det fungerer for os. Og vi tror ikke på, at man kan forberede sig på alt. Vi ved godt, at de fleste planlægger deres jordomsejling i mange år. Men jeg tror ikke nødvendigvis deres tur bliver bedre end vores. Det bliver bare deres tur. Og det her er vores.

Vi er stadig mega spændte på hvor resten af turen går hen. Hvad vi skal opleve og se. Men det er ikke så vigtigt og vi skal nok få taget den beslutning, når det passer os. Christian bliver stadig lidt skrækslagen, når vi snakker om at det måske ikke bliver Stillehavet. Men når vi så snakker om Cuba eller Jamaica…så bliver han glad igen.
Vi rykker os alle sammen…