Stillehavet må vente…

Den endelige beslutning er nu taget – Det tog tid og der var mange muligheder – som vi skrev om her.

Vi tager ikke i Stillehavet. Ihvertfald ikke i denne omgang (det er jeg nødt til at skrive, for ellers får skipper krise).
Vi har været i tvivl længe og vi har diskuteret for og imod. Og jeg har virkelig prøvet at overveje Stillehavet som en seriøs mulighed. Men det er det bare ikke – altså en seriøs mulighed for vores familie lige nu og de næste 1.5 år. Vi har kigget på hinanden og talt og talt. Og vi havde faktisk fået positivt svar fra verdens bedste Hans, som godt ville tage med, hvis turen gik til Stillehavet.
Men der er udfordringer og oplevelser nok for os på denne side af Panamakanalen i denne omgang. Vores børn – og vi – nyder at have tid og ro til at opleve de steder og lande vi kommer til. Og hvis vi valgte at tage i Stillehavet, så ville vi have seriøst travlt. Og ikke have tid nok til at hænge ud på den måde som vi elsker og som vi forbinder med at rejse.

Vi har overvejet at sælge vores båd i Australien. Men det kan vi ikke…for man sælger ikke bare en Bianca 420…ihvertfald ikke den her.
Vi har undersøgt muligheden for at få vores båd transporteret til Middelhavet. Og den billigste pris vi fik var 28000 us dollars. Og det er en anelse mere end vores budget tillader.
Og her er dejligt på denne side af Panamakanalen, så vi behøver egentlig ikke et nyt hav.
Christian er ikke ubetinget glad. Men han er med på at det her er den bedste og eneste rigtige beslutning for vores familie. Og det der Stillehav, det skal nok vente på ham. Så den må vi charme på et andet tidspunkt og under andre omstændigheder.

Den vigtigste læring i alt det her må være, at de der planer man laver, når man sidder hjemme i trygge Danmark, de holder ikke. For der er så meget andet irriterende der spiller ind…som fx følelser, spændende lande, nye kulturer, andre sjove både, lykke, blåt hav og andre spændende ting. Så på 2 år har vi rigeligt med oplevelser på denne side af kanalen. Nu er næste dilemma så hvad vi skal opleve. Vi kan ikke nå det hele. Og vi har en orkansæson, som vi skal planlægge efter. Men det er et ret fedt dilemma, for der er så mange vilde muligheder!

Men der er mere ro på tankerne om de næste 1,5 år. Og ungerne er ok med det hele, ihvertfald når de kan mærke at mor og far også er det. De suger fortsat til sig – og det ville de gøre uanset hvilket hav vi præsenterede dem for.

Og se hvor smukt her er om aftenen: