Tilbageblik #1

Vi sad den anden aften og snakkede om nogle af de oplevelser vi har haft indtil videre. Primært om de sejloplevelser, som på den ene eller den anden måde har gjort særligt indtryk og været med til at definere bestemte stræk. Det er oplevelser, som jeg ikke har skrevet om her på bloggen. Det har jeg ikke gjort, fordi de har været for voldsomme for mig da de stod på. Og fordi jeg ikke ville have, at familie og venner hjemme i Danmark skulle sidde og læse og blive bekymrede. For det var nok, at jeg var bekymret.
En af oplevelserne havde vi på vej mod Amsterdam, hvor vi efter grundig undersøgelse af vind og vejrforhold havde besluttet at sejle på indersiden af Holland gennem Ijsselmeer til Enkhuizen og videre gennem Markermeer til Amsterdam.
Der viste sig dog at være lige så tarveligt vejr og vi endte med sejlads i 15-16 s/m, silende regn og virkelig dårlig sigtbarhed. Det blev aften og mørkt og ungerne sov i salonen. Både Christian og jeg var i cockpittet og iklædt alt vores varme og regntætte tøj. Og alligevel blev vi drivvåde. Vi så et enkelt lys fra en båd der lå stille i mørket – vi tænkte at de pga vejret havde smidt anker. De kaldte os ikke over radioen og vi formodede derfor, at de ikke havde brug for vores hjælp. En halv time senere kom en redningsbåd susende med fuld fart hen imod os. Den stoppede i de høje dønninger, men havde svært ved at holde sig fast til os. Ombord på redningsbåden var mændene iklædt det helt store udstyr og spurgte om det var os, der havde kaldt mayday. Det var det ikke. Men gid de havde reddet os. Altså mest fordi jeg ikke syntes at det var så rart at være der i mørket og kulden og vinden. Og skulle ind i en fremmed havn i alt den vind.

Redningsbåden sejlede videre og vi sejlede videre mod havn.

Endelig kunne vi se havnen og vi brugte vores aller sidste kræfter på at lave en plan, for hvordan vi bedst gjorde det. Christian valgte en plads i havnen, hvor vi ikke ville blive presset mod molen – men væk derfra. Det var ikke en optimal plads, men den eneste, som duede. Der var en båd på den ene side og et “fortøjning forbudt” skilt på den anden side. Det var helt klart vores plads!
Første forsøg gik ikke. Og vi måtte vende igen og give det et forsøg mere.
Andet forsøg var heldigvis bedre og jeg fik hoppet i land med fortøjningen. Fik fastgjort den til en klampe ca midtskibs og Christian lavede sit show og fik båden ind og ligge hvor den skulle. Derefter hoppede han i land til mig for at hjælpe med fortøjningen. Han besluttede derefter at vi skulle rykke skibet lidt længere frem og tog min fortøjning af klampen. I kampens hede glemte han, at han havde sat båden i gear inden han forlod den. Derfor skete der det, da han tog fortøjningen af, at Johanna begyndte at sejle. Væk fra os. Med ungerne sovende i salonen. I mørket. Christian råbte af mig, som han aldrig har råbt før (og på en sådan måde, at jeg var klar til at hoppe på et tog hjem!!!) at jeg skulle hoppe ned på båden og sætte den i frigear. Christian lå på nuværende tidspunkt på jorden med en lille stump af rebet tilbage. Han kæmpede for at holde fast på båden. Og vores børn. Jeg fik hoppet ombord (et langt hop!) og fik sat den i frigear. Christian fik hevet båden nærmere molen og fastgjort rebet igen. Og så tudede jeg. Over vores beslutning. Over at blive råbt i hovedet. Over regn. Over modvind. Over Christian. Over mørket. Og over at mine børn nær var sejlet fra mig ud i mørket og regnen og blæsten. Helt uden at vide det.
Så gik jeg i seng og sov. Og stod op klokken 06.00 og sejlede videre. I regn. Men med mine børn. Og i løbet af dagen glemte jeg næsten, at jeg var blevet råbt i hovedet. Og at mine børn var på vej alene i mørket. Men jeg var fandme stadig i tvivl om den beslutning, vi havde truffet for os selv og vores børn.

Og på den måde gik det til, at vi nu sidder i Caribien. Med alle børn ombord OG vores båd. Det regner og det er mørkt. Men det føles ikke (helt så) farligt mere. Og han har ikke råbt mig i hovedet siden.