Tilbageblik #2

Som jeg skrev om i tilbageblik #1, har der været oplevelser på denne tur, som har været helt og aldeles udelukket fra bloggen. Ihvertfald så længe de stadig var friske og endnu ikke bearbejdet. Første oplevelse handlede om at være ved at miste børnene i den mørke blæsende nat…og det er jo selvfølgelig det aller værste man overhovedet kan forestille sig og den mest sindssyge angstfulde oplevelse man kan have. Men altså, den næste oplevelse som står meget klar for mig. Og meget angst-agtig. Og meget “jeg vil hjem nu” – agtig, den kommer her. Det er ret rart at vide, at den samme oplevelse nu, nok ikke ville virke helt så voldsom. Rart at vide, at man vokser med det her eventyr.

Vi sejlede fra La Guardia i Spanien lige ved grænsen til Portugal meget tidligt om morgenen. Vi havde ikke sovet hele natten på grund af en meget livlig ankeralarm. Ankerpladsen var meget speciel og vi vendte og drejede hele natten og var meget tæt på diverse stenmoler og klippesider. Derfor: Afsted med os!
Vi planlagde at sejle til Porto i Portugal. Selve sejlturen var ok. Medvind, ok styrke og der var vist fin stemning på båden. Bortset fra en smule træthed på grund af den noget udfordrende nat.
Vi nærmede os Porto og indsejlingen til Dourofloden. Mit job var dengang i starten af vores sejltur altid at gå på dæk og tage imod storsejl – og aller helst folde det pænt og ordentligt (med et smil og uden brok).
Og denne dag var ikke anderledes. Desværre var det sådan at den vind og de dønninger, der virkede meget venlige da vi sejlede med dem, viste tænder, da vi gik op i vinden for at smide sejlet. “Johanna” blev kastet rundt – og de dønninger der føles lidt voldsomme i cockpittet, føles meget voldsomme på dækket. Det resulterede i at jeg stod på dækket og klamrede mig til masten, græd lidt og råbte meget højt “Jeg vil aldrig sejle mere. Jeg hader at sejle” (desværre hørte Gustav hvad jeg skreg. Heldigvis hørte Christian det ikke).
Jeg var sikker på at jeg ville blive kastet i vandet. Jeg forsøgte at planlægge hvordan jeg skulle falde for:
ikke få båden i hovedet
ikke blive kastet ind i bølgebryderne ved indsejlingen
ikke blive taget af den kraftige strøm på tværs af indsejlingen

Men ingen af de væmmelige ting skete og jeg fik sejlet (nogen lunde) pakket sammen, fik krammet en masse med masten og kom i sikkerhed i cockpittet. Og troede aldrig nogen sinde at jeg ville sejle igen. Båden kom sikkert havn i Douro Marina, som helt klart står som en af de aller hyggeligste marinaer på hele turen. Vi blev taget imod af bløde hænder, besked om morgenbrød leveret på båden og store smil. Turen på dækket blev glemt hurtigt, men det sidder i mig hver gang jeg skal på dækket og slås med storsejlet. Så nu har vi byttet plads. Nu er det skipper der slås med sejlet og mig der er i cockpittet – og drengene har fået en mere aktiv rolle i det hele (dog i cockpittet).

Og da vi landede der i Douro-Marina i Porto, der føltes det lidt som at være kommet det helt rigtige sted hen. Vi er ikke færdige med Porto. Og næste gang sender vi jo bare skipper på dækket i indsejlingen.