Vi er stadig dårlige til farvel…

Vi er – stadig – ikke gode til at sige farvel. Ok, vi er faktisk lige så helt utroligt dårlige, som da vi forlod Danmark for snart 2 år siden. Noget ændrer sig nok aldrig. Vi fik det testet i dag, da vi skulle sende farfar og farmor hjem til kolde Danmark efter 14 dage her hos os. Det har været skønt at have dem her. Og lige hvad vi trængte til – de ankom med overskud og kufferterne fulde af gaver og omsorg. Forkælede de her 3 (4 ) unger, som igen var i underskud af den særlige kærlighed der er mellem børnebørn og bedsteforældre. Det er de ikke mere – altså i underskud. Tværtimod. Nu er de helt fyldt op. Og det kan sagtens mærkes. Der er ro på dem.

Og derfor også ro på mor, far og baby.

Det har været 14 dage med god mad (yes, ungerne har langt om længe fået forloren her med brun sovs og de var lykkelige og meget mætte bagefter), oplevelser (de fik endelig surfet i gode bølger), hygge og drøn på. Og så en hel masse trættende besøg på kontorer, en masse skriverier, telefonopringninger og papirarbejde. Men det er ikke værd at beskæftige sig med mere…det er jo løst. Og vi har næsten glemt hvor vildt det var og hvor meget tid vi brugte på det. Altså næsten.

Vi har fået nyt dannebrog til Johanna. Det pynter. Og på en måde ser det helt forkert ud på vores slidte Johanna. Men vi skal nok nå at slide det, inden vi sejler ind i havnen hjemme i Svanemøllen.

Lillebror er 3 uger i dag. Han har oplevet mere end de fleste babyer oplever på mange måneder. Og han har brug for ro nu. Vi tager nok lige en uge på båden, så den lille bådbaby kan mærke sit hjem igen og få ro til at sove uden at skulle flyve, køre bil eller sejle for meget i dinghy.

Hvis han altså får tid, for alle de kys hans søskende vil give ham… Han er en baby der aldrig er alene. Heldige asen.