Vi er endelig sejlet videre fra Georgetown. Det var svært. Vi skulle have været sejlet i mandags – men i dag er det fredag og på en eller anden måde, tog den ene dag den anden. Og ungerne havde det så fantastisk og det var svært at skulle stoppe det. Svært igen at tage afsked. Og svært at sejle til noget, som vi ikke helt ved hvad er. Vi ved dog at vi skal mødes med en anden dansk båd, Xarradola, i Nassau om et par dage. De skal med hjem til Danmark. Og vi ved, at det der kryds ligger og venter. Og så ved vi, at der ligger et eventyr på den anden side af Atlanten – og...

Stadig i Georgetown, Bahamas. Vi kan ikke komme væk. Hver dag aftaler Christian og jeg, at “i morgen” sejler vi videre. Og hver dag får ungerne overtalt os til at blive en dag mere. Og det er slet ikke svært for dem. Her er virkelig skønt. Og her er virkelig nemt at være. Og så er der bunker af børn! Lige som vi har drømt om og sukket efter de sidste maaaange måneder. Nu er de her. Børnebåde fra Canada, USA og Australien med børn i alle aldre – og legekammerater til alle! Der er ovenikøbet teenagere! Piger, der gider at synge til Gustavs guitarspil med fine lyse stemmer på stranden rundt om bålet. Og Liva har endelig fundet en...

Vi har taget den store beslutning. En beslutning, som ikke var svær for skipper. For selvfølgelig var han helt sikker. Altså sikker på at familien skulle sejle samlet over Atlanten. Jeg var ikke sikker. Men det er jeg nu. Selvfølgelig skal vi sejle hjem alle seks. Afslutte vores tur sammen og få den oplevelse sammen. Jeg kan dog godt regne ud, at der kommer tidspunkter på det der store hav, hvor jeg kommer til at fortryde min beslutning. Kommer til at sige utrolig meget “fuck”, være lidt småsur og pisse irriterende (det kan man jo være hvor som helst…også på havet!). Men jeg kan også godt regne ud, at jeg på Azorerne med Liva og Sylvester ville føle mig helt...

Dagene går med alle mulige vilde ting og med ingen ting. Vi vågner til solskin og trætte børn. Til lorteble og babysmil. Til vasketøj og nybagte boller. Og til endnu en dag i kedsomhedens og oplevelsernes tegn. Det er lige som det skal være. Bahamas er hvide sandstrande, klart vand, kælerokker, hajer, havskildpadder, mange børn på stranden, varm baby på maven, mågeskrig, fisk, solskinsdage, badeture, ro, larm, lange morgener i cockpittet, sovende bådbaby og vågen bådbaby, afslappet skipper, glade sejlerunger i vand/under vand/over vand, mange sejlere, sene aftener på båden, mørkeleg på stranden, børn på hobiecat, paddleboard og gynge, røde skuldre og fregnede næser, snak, hygge og leg. Bahamas er fuld af eventyr og solskin. Og en masse amerikanere. Bahamas...

Det hele skal nok gå. Vi har fået havneplads i Svanemøllen. Samme bro som vi lå på inden vi tog afsted – dengang jeg skulle se mit nye hjem og var helt nervøs over om det mon føltes som hjem. Nu er følelsen helt anderledes. Jeg kan ikke forestille mig et andet hjem end den her Bianca 420. Og jeg kan ikke forestille mig en anden havn end Svanemøllen havn. Og efter 2 år i den store verden, så er det meget rart at vide, hvor det hele er…vaskeriet, badene, cykelparkering, stranden og den nærmeste Netto…den slags fjollede småting som gør, at man kan snakke om det med ungerne, forberede dem og lave gode planer og drømme for fremtiden. Og...