Jeg har planer om, at 2019 skal blive sådan et år, hvor vi får sparket vores hverdagsliv og arbejdsliv i en retning, som giver os tid sammen. Og et hverdagsliv og arbejdsliv, som giver mening…som ikke føles som en kamp. Ihvertfald ikke en kamp, som virker umulig at vinde. Jeg har en masse tanker i mit hoved og jeg drømmer om at kaste mig over det hele. Men jeg har også en lille bådbaby, som jeg skal være hos lige nu. Og det kan være svært, at få det til at harmonere. Jeg kæmper med at finde balancen ml at have lyst til at sætte projekter i gang, at lukke mig inde og skrive en masse, at ringe skøre mennesker...

Sammenlagt tror jeg, vi har haft én person i familien syg hver uge, siden vi kom hjem. Jeg har fx været småsløj siden uge 42…og derfor tog jeg til lægen forleden dag. Det er alligevel lang tid at have ondt i halsen, være snottet og hostende. Jeg drømte om at gå derfra med en fed recept på noget, der kunne slå alt det stygge i min krop ned. Men nej, der blev jeg skuffet. Ingen prøver viste noget og mine lunger lød ligefrem “flotte” (det sagde lægen). Dommen var altså, at jeg går rundt og hygger mig med en meget sejlivet virus. Lægen fik lige sagt, at hele familien nok havde et immunforsvar som en baby, da vi jo ikke...

I morges hoppede jeg på min cykel og kørte en dejlig tur i et vejr, der føltes som – og lignede – efterår. Men det var lige meget, for bådbabyen sov i Christianiacyklen, jeg havde flyverdragt og kæmpe støvler på og min cykeltur havde et formål. Et vigtigt et. Jeg skulle nemlig til Frederiksberg og hente min bog (wuhuuuu!!). Den var nemlig kommet fra trykkeriet og lå lige der hos forlaget Frydenlund og ventede på mig. Sylvester sov hele vejen og jeg følte mig helt fri på mine tre hjul. Jeg er i den sidste tid blevet mindet om, hvor meget jeg hader at bevæge mig rundt i verden med en barnevogn. Det er jo så besværligt…og der er altid...

Jeg fik så mange gode forslag til nisserier efter mit råb om hjælp. Tak for det. Liva er lykkelig, lidt forundret og tør ikke tro på at drillenissen endelig er vågnet op. Lykken over at Nissen kan finde på andet end at gemme sutsko er stor! Og jeg kan næsten ikke vente, til hun kommer hjem fra skole og opdager pasta i selvsamme sutsko. Et par af dem er lidt våde og klamme, da Sylvester opdagede dem og lige måtte smage lidt på dem. Men det er lige meget…jeg ved hun bliver lykkelig! Vi var til julefest i går. Og i dag fortsætter juleriet! Og så har Christian og jeg snakket om – og besluttet, at vi også godt gider...

Sidste år på denne tid var vi på Cuba. Vi elskede det. Og vi fik gode venner, blev inviteret ind i deres hjem og liv. Vi levede af ris, kylling og bønner – og en enkelt aften af ged. Vi mødte så meget overskud og kærlighed og vi elskede Cuba! Ikke en eneste gang savnede vi and, marcipan eller Coca cola. For tiden var jo til noget helt andet. Og det er svært at savne julen, som den plejer at være, når man topsveder i shorts og t-shirt. Vi forsøgte med adventsgaver og vi pyntede vist også lidt op på båden. Men mest var vi lige der og hang ud, tog imod og forsøgte at give lidt tilbage. I år...