Afgangen mod Brest bliver endnu en gang udskudt

Afgangen mod Brest er først blevet flyttet til fredag og siden til lørdag efter en påmindelse om den gamle sejlerregel: Man sejler ikke på en fredag. Det er bemærkelsesværdigt, hvor let sådan en vigtig regel kan glide ud af hukommelsen, når afrejsen nærmer sig.

Hvis båden var taget af sted i dag, ville ruten over Biscayen for en stor dels vedkommende være gået i modvind. Den slags planlægning ønsker besætningen ikke at gentage. Vejr og vind kan naturligvis ændre sig undervejs, også uden varsel, men det er noget andet end bevidst at vælge en etape med modvind fra begyndelsen.

I dag vinkede besætningen farvel til en dansk båd, der satte kurs mod Coruña. De håber at mødes igen på turen hjem. Selvom bådene tidligere har været mange af de samme steder, var det først efter ankomsten til Horta, at deres veje krydsedes.

Den danske båd på vej ud fra Horta i formiddag.

I marinaen ligger også en norsk båd, som besætningen tidligere har mødt kort på St. Martin og siden på Bahamas. Forhåbningen er, at de kan sejle videre fra Horta sammen. Dagen efter ventes endnu en båd med en familie om bord, heriblandt et lille barn. De har været på Atlanten siden midten af maj og kan godt trænge til friske forsyninger og et varmt bad. Der bliver tid til et gensyn og et kram, inden næste etape begynder. Derfor er den ekstra ventetid ikke kun en ulempe.

Sidst besætningen så familien og deres båd, var det på Bahamas, omgivet af blåt hav.

Båden er efterhånden fyldt med mad, drikkevand og diesel, så forsyningerne er på plads til den kommende sejlads. Efter den lange tur over Atlanten er de tabte kilo også kommet tilbage, og besætningen føler sig klar til endnu en omgang på havet.

Vejret på Azorerne er til gengæld trist: Det blæser, regner og er gråt. Vinden har ovenikøbet ødelagt den klapvogn, der for nylig blev købt til bådbabyen. Først blæste den i vandet, men en af besætningsmedlemmerne dykkede ned i det iskolde vand og hentede den op fra seks meters dybde. Glæden over at have fået den tilbage blev fejret med en stor is. Senere kom en dag med endnu kraftigere vind, og et vindstød pressede klapvognen ind mellem broen og båden. Nu er den helt ødelagt. Det er svært ikke at blive frustreret over både den ubrugelige vogn og den hårde blæst.

Et besætningsmedlem springer i det kolde vand for at hente klapvognen.

Bådbabyen ligger igen på maven og ser ud til at trives bedst dér. En klapvogn er heller ikke nødvendig, når der er en bæresele. Barnet ville sandsynligvis helst sidde tæt ind til sin mor, trygt placeret på maven.

Planen er at være hjemme om cirka en måned, og hjemmehavnen har fået besked om, at båden snart ventes tilbage. Det føles mærkeligt at være så tæt på hjemkomsten. Måske er afstanden først for alvor til at forstå, når besætningen igen kan kramme familie og venner på dansk jord.

Det næste indlæg

Horta, Biscayen og gensyn med venner