Afgang udsat…

Afgang mod Brest udsat til fredag – og nu efter en god reminder fra min svigermor igen udsat til lørdag. For man sejler jo ikke på en fredag. Det er vildt som vi bliver ved at glemme den meget vigtige sejlerregel…

Hvis vi var sejlet i dag, ville vi have sejlet i modvind det meste af vejen over Biscayen. Og det er vi færdige med! Ihvertfald planlagt modvindssejlads. Alt det der vind og vejr som ikke er planlagt og som bare kommer væltende ud af ingenting, det kan vi ikke gøre noget ved.

Vi har i dag sendt den danske båd Mee too med skipper Morten afsted mod Coruña. Dem kommer vi forhåbentlig til at møde igen på vores vej hjem. Dem har vi ikke mødt før vi ankom her til Horta på trods af at vi har været mange af de samme steder.

Vi ligger i Marina med den norske båd Felicia med skipper Rune. Felicia mødte vi kort på St.Martin og efterfølgende på Bahamas. Dem håber vi at sejle fra Horta sammen med.
Og i morgen kommer Xarradola med Benjamin, Ronja og lille Aya forhåbentlig sejlende herind til os. De har været på Atlanten siden den 11. maj og trænger nok snart til ny proviant og et varmt bad. Dem når vi lige at kramme lidt inden vi sejler videre. Så det er egentlig meget godt, at vi bliver hængende lidt endnu.

Båden er efterhånden fyldt op med både mad, vand og diesel. De tabte Atlanterhavskilo er tilbage på vores kroppe igen og vi er klar til endnu en omgang.

Vi har lorte vejr her på Azorerne. Virkelig. Blæsende, regn og gråvejr… Og den blæst har nu resulteret i at vores nyindkøbte klapvogn til bådbabyen er smadret. Først blæste den i vandet og vores guttermand Bertram dykkede ned på 6 meter i iskoldt vand og hentede den op. Da vi havde festet over at den var tilbage igen…og spist kæmpe is for at fejre det, kom der en endnu mere blæsende dag. Nu er den helt smadret – klemt mellem bro og båd da et ordentligt pust tog den og kastede den mod båden. Lorte klapvogn og lorte vind.

Nu er bådbabyen tilbage på maven og trives aller bedst der. Og vi har da heller ikke brug for en klapvogn, når bare vi har en bæresele. Hvis man spørger bådbabyen er jeg helt sikker på, at han ville vælge at sidde lige der på min mave helt tæt på.

Vi regner med at være hjemme om en måned. Har givet Svanemøllen besked om at vi kommer sejlende hjem meget snart. Det er meget mærkeligt. Jeg tror ikke det er gået op for os hvor tæt vi er på hjem nu. Måske vi først forstår det, når vi krammer alle vores mennesker på dansk jord.