Fra Cuba til København: To helt forskellige juleperioder

På denne tid sidste år befandt vi os på Cuba. Vi faldt hurtigt for landet og de mennesker, vi mødte. Nye venner tog imod os, inviterede os indenfor og lod os få et indblik i deres hverdag. Måltiderne var enkle og bestod ofte af lokale råvarer og hjemmelavet mad; en aften fik vi endda serveret ged. Vi blev mødt af varme, gæstfrihed og en generøsitet, der gjorde stort indtryk. Julen føltes ikke som den plejer, når man tilbringer dagene i sommertøj og mærker varmen. Vi savnede ikke de sædvanlige danske julefristelser. Opmærksomheden var rettet mod stedet, vi var, og de mennesker, vi lærte at kende. Vi prøvede at holde fast i nogle små traditioner med adventsgaver og lidt pynt på båden, men det meste af tiden handlede om at være til stede, tage imod gæstfriheden og selv forsøge at give noget igen.

I år har vi lovet børnene, at december skal være fuld af jul herhjemme. Derfor tænder vi kalenderlys, markerer advent og finder kalendergaver frem. Vi forsøger også at give plads til små påfund, som kan holde liv i troen på en drillenisse. Når pigen finder sine hjemmesko et uventet sted, stråler hun, og så føles det værd at gøre sig umage. Det kræver dog lidt fantasi at finde på nye narrestreger. Skoene kan gemmes i ovnen, i fryseren eller et andet sted, hvor man ikke lige forventer at finde dem. Nissen behøver ikke stå for store løjer; en lille overraskelse kan være nok til at gøre morgenen sjovere. Hvis du har gode idéer til uskadelige nissestreger, er de meget velkomne.

Da vi kiggede os omkring i hjemmet den 10. december, gik det op for os, at julepynten stadig ikke var kommet frem. Der manglede både nisser, julehjerter og andre røde indslag. Så eftermiddagens plan var pludselig lagt: Vi skulle finde pyntesagerne frem og gøre hjemmet mere festligt. Det er let at tro, at man har god tid, indtil kalenderen afslører, hvor langt december allerede er kommet.

Vi mærker tydeligt, at vi er hjemme igen, og at december hurtigt fyldes med aftaler. Der er klip og klister, banko, julefester og fællessang. I år siger vi ja til det meste, fordi børnene har brug for en december med velkendte traditioner og den travlhed, der følger med. Midt i alle arrangementerne får vi også mulighed for at være sammen med familie og venner. Det giver nærhed og gode stunder, som vi savnede, da vi fejrede jul langt væk sidste år. Den hjemlige december kan være hektisk, men fællesskabet gør travlheden lettere at holde af. På den måde bliver kontrasten mellem de to år tydelig: Før var dagene præget af rejsen og møderne med et nyt sted; nu er de fyldt med traditioner og mennesker, vi holder af.

Tre små julesokker hænger klar som en enkel påmindelse om, at julen også består af de små ting, man gør sammen. Et smil, en gave eller en lille overraskelse kan skabe forventning hos børnene og gøre december hyggeligere.

den ene dreng er også en del af familiens juleglæde. Når børnene er med til at tælle dagene og følge de små traditioner, bliver højtiden noget, man oplever sammen, snarere end blot en række aftaler i kalenderen.

En tur i en flot bil blev endnu et minde fra dagene på Cuba. Rejsens oplevelser bestod ikke kun af seværdigheder, men også af de små øjeblikke undervejs, som stadig står tydeligt frem, når vi tænker tilbage.

Christian smagte på nogle af de lokale varer i en baggård midt på formiddagen. Det var en anderledes ramme end et måltid derhjemme, men netop sådanne møder med hverdagslivet gjorde turen særlig.

Pedro åbnede sit hjem for os allerede fra begyndelsen. Hans gæstfrihed blev et af de møder, der gjorde Cuba til mere end en destination. Vi fik lov til at opleve landet gennem mennesker, der tog os ind i deres hverdag.

På et fornemt hotel i Havana stod et juletræ, som så anderledes ud end dem, vi kender hjemmefra. Det mindede os om, at julen kan tage mange former, alt efter hvor man befinder sig, og hvem man deler dagene med.

Et indlæg følger

Vi behøver ikke være bedst til det hele