Jordomsejling – om de kedelige tal bag…

Vi har fået en del henvendelser vedr. finansiering og planlægning af hele det her eventyr. Og det har vi vist ikke skrevet så meget om. Christian og jeg er begge ret hurtige, når vi har taget en beslutning. Og så kan det godt ske, at vi glemmer lidt mellemregninger. På den ene side er det ret fjollet, når man kaster sig over sådan et projekt her. På den anden side, tror jeg ikke vi var kommet afsted, hvis vi havde lavet lange planer og budgetter… Vi tog en beslutning i oktober, satte lejligheden til salg i november, fik solgt lejlighed og alt hvad vi ejede i maj (herunder bil, båd og møbler), købte båd i juni og sagde farvel i august. Bum. Sådan lever vi åbenbart.
Nå, men hvordan har vi finansieret det her eventyr, hvad bruger vi egentlig som familie og hvad har der været af udgifter? Det kommer der lidt om her:
Finansiering:
Vi havde ingen opsparing. Og vi havde ikke fede lønninger. Vi er udelukkende kommet afsted, fordi vi havde købt en smadret lejlighed for 9 år siden. På Østerbro. Som bare er steget og steget. Vi havde i 2007 en ret fantastisk bankrådgiver, der troede på os. På trods af at jeg var studerende og Christian lige var startet op som selvstændig snedker. Heldigvis troede hun på os.
Vi (Christian) har arbejdet på lejligheden i 9 år. Alle rum var gennemgået. Køkkenet var blevet til det helt rigtige samtalekøkken (som man skulle have i 2007), hvor vi brugte de fleste af vores vågne timer. Ungerne havde hver deres værelse. Vores badeværelse var lækkert og helt nyt – designet præcis som vi ville have det.
Men det var ikke vigtigt mere.
Eller det var lige præcis vigtigt i ejendomsmægler-perspektiv. For det gjorde, at der var nok penge både til båd, udstyr og til at komme afsted. At pengene så ryger lidt hurtigere end vi havde regnet med…det er en anden (og meget irriterende) sag.
Budget:
Vi regner med at bruge ca 300.000 på at leve i 2 år. Derudover har vi en lille buffer (som efterhånden er nærmest ikke-eksisterende). Indtil videre har vi primært sejlet de dyreste steder på vores tur. Barbados slår alt! Her er meget dyrt at leve og det er svært at forestille sig, at pengene kan række til 2 år, hvis vi bliver i Caribien.
Vi har hjemmefra håbet på at vi kan leve for 12.000 om måneden. Men havnepladser har fyldt en del i vores budget. Både England, Spanien, Portugal og Tenerife har haft dyre havnepriser (på trods af smarte samarbejds- og rabatordninger). Vi har nok i gennemsnit givet 200 kr pr nat. Og det kan mærkes i et budget!! Derfor glæder vi os til at finde gode ankerpladser – og regner med at spare rigtig meget på den post fremover. Vi har nok realistisk brugt mellem tættere på 20.000 hver måned siden vi tog hjemmefra. Og det kan jo ikke fortsætte.
Målet er at ryge ned på de 12.000 i gennemsnit pr måned. Og det er muligt, vi skal bare gøre os umage her i Caribien.
Vi lever ikke dyrt og luksusagtigt. Men opstarten har været hård og vi har nok tilladt os selv mere luksus end vi vil gøre fremover. Opstart er altid dyrere, fordi man der skal finde en ordentlig rutine og lige lure, hvad det her handler om. Derfor har der “som plaster på såret” ovenpå en heftig sejltur ofte været en ekstra is og en god middag i havnen…og det kan jo mærkes. Vi ville ikke gøre det om, men vi er nødt til at prioritere fremadrettet.
Derudover er det dyrt at have gæster…og det er måske meget godt lige at forventningsafstemme inden de søde gæster fra Danmark lander og er klar til ferieliv. For det her er jo vores hverdag. Og vi ville så gerne leve som om vi havde ferie, men så er vi nødt til at forkorte turen og komme hjem om et par måneder.
Vi har købt en båd til ca 600.000 og derudover brugt mellem 100.000 og 150.000 på klargøring og udstyr. Og der kommer stadig mere til… Vi har lige fået lavet bimini på Tenerife. Den kostede ca 6000. Og den slags vil der løbende komme mere af…både nyanskaffelser og vedligeholdelse.
Christian kan jo fikse det meste selv, så udgifter til de fleste reparationer sparer vi. Det er selvfølgelig en kæmpe fordel, min fornemmelse er, at de fleste der er på langtur, kan fikse ret meget selv. Ellers kan det hurtigt blive bøvlet og dyrt. Der er som regel råd at hente hos andre sejlere og på den måde er der en ret stor “ekspert-bank”.
Vi har ikke brugt mange penge på diesel, så det har ikke været med til at vælte vores budget. Men udgifter til diesel skulle også være i de 12.000.
Indeholdt i de 12.000 er også forsikringer – både til os og båd. Og det er jo en ret stor og vigtig post, som vi har brugt lang tid på at undersøge. Det kan blive mega dyrt, hvis man er afsted og finder ud af, at man ikke er dækket ordentligt.
Og så prøver vi at bilde os selv ind at diverse vaccinationer og medicin (bl.a. virkelig dyr malariamedicin) også er indregnet i de 12.000…men det er hverken vaccinationer eller medicin altså. Og det har nok samlet kostet 20.000. Det er alligevel halvanden måneds leveomkostninger… Vi har også undersøgt markedet for vaccinationer – af samme årsag som forsikringerne…vi vil nødigt stå et sted i verden og så finde ud af at vi ikke er vaccineret tilstrækkeligt. Og vi har fundet et godt sted, hvor vi har 24 timers telefonrådgivning. Skulle der derfor blive noget på turen, som vi har brug for læge-rådgivning til (men er for langt fra en klinik/hospital), så kan vi ringe til en dansk læge, der ved, hvordan vi er dækket og hvad der kan være af risici i netop det område, vi befinder os. Det er sgu da trygt!
Jeg ved at mange af jer der læser med, selv er ved at planlægge noget lignende. Eller måske ikke er nået til planlægningen, men drømmer om det og skal finde ud af om det er realistisk. Vores største post i budgettet har selvfølgelig været båden. Men den skal også helst fungere som hjem, når vi engang lander i Danmark igen. For selvom vi har været enormt priviligerede sådan at kunne rejse uden opsparing, 10 måneder efter vi tog beslutningen, så har vi jo altså INTET at vende hjem til. Jo, ca. 8 flyttekasser (hvor 2 af dem indeholder Livas elskede bamser) og en lænestol. Men det er det hele værd! Og vi ser dagligt hvor meget ungerne får ud af det. Hvor meget vi som familie får ud af det. Og hvor godt det er for kærligheden.
Så det eneste råd herfra, hvis man drømmer….afsted! Det føles så vildt. Og selvom jeg har været liiiidt lang tid om at lande i det, så har det været det hele værd fra aller første dag.
Hvis I har spørgsmål til mere om planlægning, finansiering, budget, forsikringer, vaccinationer, undervisning af ungerne eller andet, så skriv endelig. Måske kan jeg svare.
Hej Cille
Vi er i gang med at planlægge en 3 års jordomsejling med afgang næste sommer. Mht. passer jeres tal ret fint med vores budget. Men vi er stadig lidt i tvivl mht sygeforsikring og bådforsikring. Vil meget gerne høre hvilke forsikringsselskaber I brugte og hvad det kom til at koste jer?
Tusind tak for din hjælp!
Bedste hilsner, Jes