Om at være sammen hele tiden…

Det er mærkeligt det her med at være så tæt sammen hele tiden. På så lidt plads og så intenst. Det var jo lige hvad vi drømte om den der efterårsdag hjemme i kolde København med travlhed, madpakker, arbejde, småsløje børn og lyden af døre der hele tiden åbnede og lukkede sig. Vi var alle på vej et eller andet sted hen. Hver for sig. Hele tiden. Og vi savnede hinanden. Og vi savnede tid sammen. Og ro.
Og nu er vi sammen hele tiden. Der er absolut ingen travlhed. Ingen skal nå noget. Ingen døre åbner og lukker sig. Og madpakker er der ingen der savner.
Det er jo helt fantastisk at være sammen 24/7. Og at opleve så meget sammen og indtage verden sammen. At udvikle sig sammen. Og lære nyt om sig selv og hinanden. Men det er også intenst på en lidt hård måde engang imellem. Konflikter på båden bliver alles konflikter. Diskussioner på båden præger stemningen for alle på båden.
Jeg kan ikke huske hvornår Christian og jeg sidst har haft en snak – bare os to – hvor der ikke skulle tages hensyn til 3 børn der som det mest naturlige i verden følte sig som en del af vores samtale. Det kan være svært at acceptere, at vi skal gemme de vigtige og private samtaler til efter sengetid – og der er der så endelig ro og plads til at hviske i mørket.

Jeg kan heller ikke huske hvornår jeg sidst ægte har savnet mine fire aller bedste mennesker. Eller tænkt: Ej, det glæder jeg mig til at fortælle dem. For de er der jo hele tiden. Aller højest 20 meter væk på Drum eller Polonica – men oftest max 2 meter væk – og helt sikkert i VHF-afstand hele tiden. Og de oplevelser jeg får, er de en del af.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har forladt Johanna alene. Vi er alle så afhængige af vores eneste dinghy og det er derfor ikke en mulighed at forlade Johanna helt alene og lade de 4 andre blive tilbage uden mulighed for at bevæge sig væk.
Vi forlader som regel Johanna i samlet flok ofte med lidt diskussioner om alle nu behøver at have t-shirt på, om alle klip-klapper ligger i dinghy’en, om ankeret ligger godt nok, om det bliver regnvejr og alle lugerne derfor skal lukkes…osv.
Og vi forlader som regel også land sammen og begiver os tilbage til vores hjem sammen. Som 5 sammenhængende robotter, der ikke kan bryde ud af linien.

Lige så helt utroligt heftigt det kan være at være en del hinandens liv, tanker, diskussioner, konflikter, udvikling og udfordringer fra morgen til aften – ligeså magisk er det at få lov. At være så tæt i 2 år. Det kan ungerne heldigvis også godt få øje på – selvom de engang imellem er ved at rive hovederne af hinanden og os.

Men lige nu har jeg forladt Johanna helt alene (eller næsten…jeg blev sejlet ind af Bertram, som så tog vores dinghy tilbage, så de har mulighed for at komme væk) og sidder på en café med Sophia fra Polonica. Vi snakker ikke sammen. Vi sidder bare helt stille med hver sin skærm og nyder at have ro. Og elsker lige et kort øjeblik ikke at være en del af diskussioner, konflikter, sultne børn og mænd der larmer.
Men det er helt rart at vide, at jeg bare kan kalde på VHF’en og så bliver jeg hentet igen. Og så er jeg tilbage i det trygge kaos, hvor konflikter, larm og udvikling brager derudaf…