En hård sejltur til Jamaica og tanker om vejen videre

Sejladsen fra San Andrés til Kingston blev langt mere krævende, end familien havde regnet med. De første udsigter virkede lovende, og alle drog af sted med godt humør, men forholdene ændrede sig hurtigt. Bølgerne slog hårdt mod båden, og turen blev en fysisk prøvelse for både de voksne og børnene. En af børnene blev voldsomt søsyg og kastede op gentagne gange. I flere dage var det vanskeligt at få ham til at drikke selv små slurke vand. Solen skinnede stadig, mens båden blev kastet rundt i uroligt hav.

Under graviditeten havde lægerne rådet til at undgå sejlads, hvor båden blev slået hårdt ned i bølgerne. På dette stræk var det næsten umuligt at undgå de kraftige bevægelser, så det blev nødvendigt at ligge ned og forsøge at skåne maven. Inden afgangen havde en læge desuden konstateret et lavt jernniveau og en infektion. Behandlingen bestod derfor af jerntilskud og antibiotika, men kombinationen af vind, bølger og meget lidt mad og væske gjorde dagene særligt hårde. Mavepine og hovedpine fulgte med gennem hele den fire dage lange tur.

Mens skipperen holdt øje med vind og bølger, forsøgte resten af besætningen at få lidt næring og væske indenbords. Den søsyge dreng tænkte på den mad, han håbede at smage, når familien kom frem, men appetitten var endnu ikke vendt tilbage. Selv på turens fjerde dag var det svært at spise, og vand måtte han nærmest overtales til at drikke. Det var en lettelse, at den værste del af rejsen ikke varede længere.

Et andet barn skiftede mellem at være usædvanligt stille og pludselig fuld af uro og snak. Søde og salte snacks samt sodavand var heldigvis noget, der kunne lokke lidt energi frem. På en kortere tur kan den slags være en hjælp, men det ændrer ikke ved, at det er hårdt at se børnene kæmpe med søsyge og uro, når der ikke er mulighed for bare at gå fra borde.

Det ældste barn viste, hvor meget ansvar og omsorg der efterhånden var kommet med alderen. Han hjalp til og tilbød gerne at tage over på båden. Vejret var imidlertid så voldsomt, at skipperen havde svært ved at forlade roret og give vagterne videre. En nat kunne den gravide tage en vagt, mens formen endnu var nogenlunde, men senere blev det ikke muligt. Den unge hjælper forsøgte også at tage nogle vagter, men skipperen fik kun begrænset søvn.

Skipperens ro blev vigtig undervejs. Han blev stille og fokuseret og fortsatte med at håndtere båden, selv når forholdene var ubehagelige. Først efter ankomsten fortalte han, at skyerne havde givet ham mistanke om, at en storm kunne være på vej. Den frygt viste sig heldigvis ikke at holde stik, og det var en lettelse at kunne tale om den, efter at båden lå trygt ved kajen.

Det overraskende var, at ingen af dem blev bange for vind og vejr. De vænnede sig til store bølger, kraftige vindstød og uvejr, der rasede omkring båden. Det, der gjorde størst indtryk, var snarere den fysiske udmattelse og synet af børnene, som blev stille og blot forsøgte at holde ud. På en lille båd midt i et stort hav kan man føle sig meget langt fra hjælp, hvis nogen får brug for den.

Oplevelsen satte spørgsmålstegn ved et muligt kryds over Atlanterhavet. Hvordan ville en sådan tur være med en baby om bord, når familien allerede havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen under disse fire døgn? Et spædbarn har brug for nærhed, mad og omsorg på alle tidspunkter, og en lang sejlads kræver overskud, som ikke altid er til stede. Familien ved godt, at de sandsynligvis ville kunne komme igennem det, men det er ikke det samme som at have lyst til at vælge en tur, der mest handler om at holde ud. De skal tale grundigt om planerne og også tage hensyn til, at de endnu ikke ved, hvordan den kommende baby vil have det på en længere sejlads.

Eventyret på vandet er valgt for at få tid sammen og opleve et liv, der føles rigtigt for familien. Et Atlanterhavskryds kan måske passe ind i den tanke, men det er ikke en selvfølge. Denne tur vil især blive husket for de hårde dage. Alligevel begyndte lettelsen at fylde mere allerede dagen efter ankomsten. Den søsyge dreng fik mere liv i øjnene, skipperen fik sovet, og familien kunne hvile sig ved en marina. En rolig stund ved poolen og let adgang til mad og internet gjorde, at opholdet begyndte at føles som ferie igen.

Ankomsten bød også på en omfattende indrejseprocedure. Familien skulle blive om bord, mens myndighederne gennemførte sundhedskontrol, og derefter kom både told- og immigrationspersonale forbi. Der skulle udfyldes mange dokumenter med oplysninger om pas og de seneste havne, båden havde besøgt. Da alt var godkendt, kunne karantæneflaget tages ned og erstattes af landets flag. De formelle procedurer var nu overstået, og familien kunne begynde opholdet i Jamaica.

Efter de anstrengende døgn var planen at tage en stille dag og tale om, hvordan de næste sejlture skulle tilrettelægges. Det var rart ikke straks at skulle tilbage til en hverdag, hvor familiemedlemmer skiftes til at være vågne, og hvor alle sjældent er oppe samtidig. Natten føltes også tryggere, når skipperen kunne ligge tæt på familien i stedet for at stå ved roret og kæmpe med bølgerne.

Der blev ikke taget billeder under selve overfarten. Ingen havde kræfter eller overskud til at finde et kamera frem. Efter ankomsten var der derimod energi til at fotografere flaget, der blev gjort klar og hejst, samt de første rolige øjeblikke ved poolen. Trætheden kunne stadig ses, men lettelsen og glæden over at være kommet sikkert frem var tydelig.

Fra San Andrés til Jamaica