Åhr, ja hvor er vi tæt på...

S/Y dårlig stemning

Stemningen ombord er mildest talt rådden. Når skipper er sur, flygter alle fra båden. Det gør de sikkert også når jeg er sur, men det opdager jeg ikke (fordi jeg har travlt med at være sur).

Skipper er sur over at det ser ud til at være modvind resten af vejen hjem. Og at han godt ved, at besætningen også hader modvind!

Teenageren er sur fordi vi skal sejle. Jeg har tilbudt ham at han kan hoppe på et tog hjem herfra. Det er så vildt at man nu kan tage et tog og være hjemme på under et døgn. Men det vil han alligevel ikke.

Sylvester er forvirret over at verden er så stor, at der findes biler og at fremmede mennesker bare går rundt i hans verden.

Bertram er egentlig ikke sur. Han er bare frustreret over at han ikke har net til et eller andet dumt bilspil.

Liva er heller ikke sur. Men når vi snakker om at skulle sejle på eventyr en anden gang, siger hun “kan vi ikke bare flyve næste gang?”. Og det siger på en måde det hele…

Og jeg er egentlig heller ikke sur. Jeg gider bare ikke sejle mere. Jeg gider ikke at få blå mærker når vi krænger og jeg igen glider ind i dørkarmen. Jeg gider ikke.

Alt det tilsammen giver en virkelig dårlig stemning. Og dårlig stemning på 42 fod på havet er ret nederen.
Og nu er vi alligevel lige sejlet. Ud i modvinden. 2 døgn på havet. Næste stop et sted omkring Calais. Forhåbentlig i lidt bedre humør.

Og måske er vi alle ved at omstille os. Og det kan altså godt skabe lidt dårlig stemning. For ligesom jeg tænker over, hvordan det bliver at lande derhjemme, tænker resten af banden ombord selvfølgelig også over det.

Her ligger Johanna så fint i havn. Og man kan slet ikke se at stemningen er helt skidt..

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Åhr, ja hvor er vi tæt på...