Skippers logbog på tværs af Atlanten
Fra Bahamas mod Azorerne
På rejsen fra Nassau på Bahamas til Horta på Azorerne bliver dagene målt i kurser, fart og vagtskifter. Vejret skifter mellem god medvind, hård sø og næsten vindstille forhold. Besætningen må løbende justere sejlene og kursen, mens målet langsomt nærmer sig.
Den 22. maj begynder vagten midt om natten. Tidsangivelsen er lidt forvirrende, men vinden og strømmen hjælper båden frem med en behagelig fart. Et lys dukker op agterude, sandsynligvis fra et fragtskib. Det er det første skib, der er set i mange dage. Senere bliver vejret gråt og køligt, men farten er fortsat god, og en bølge giver et kortvarigt ekstra skub.
Om eftermiddagen drejer vinden mod vest og bliver svagere. Kursen lægges derfor længere mod syd. Da vinden senere drejer videre nordpå, må båden bomme, så sejladsen igen følger bølgernes retning. Det giver en roligere tur. Ved dagens afslutning kan besætningen glæde sig over en usædvanlig lang distance på et døgn, hjulpet af både medstrøm og stabil medvind. Der er stadig mange sømil til Horta, og endnu en nattevagt venter.
Natten til den 23. maj ændrer forholdene sig. Vinden kommer fra nordøst og falder, så motoren startes, og sejlene strammes. Senere tvinger den drejende vind båden sydpå. Et amerikansk krigsskib passerer agten om, det første fartøj, besætningen har set i et par dage.
Hen mod aften vender vinden mere mod syd, og det bliver muligt at styre tættere på Azorerne. Sejladsen er stadig besværlig: Båden krænker kraftigt, og bølgerne slår hårdt mod skroget. Besætningen har håndstyret store dele af dagen for at holde fart og højde. Et sejlskib bliver set i det fjerne, og senere viser der sig lys foran båden. Efter en film i salonen går nattevagten i gang.
Den følgende dag har været urolig med hårde bevægelser i søen. Sejlskibet, der blev set aftenen før, er blevet overhalet i løbet af natten og er ikke længere synligt ved solopgang. Vinden kommer nu fra sydvest, og solen bryder frem. Farten stiger, og stemningen om bord følger med.
Om aftenen løjer vinden igen, selvom den fortsat kommer fra vest-sydvest. Motoren kører for at lade, og forventningen om en hurtig ankomst bliver mindre sandsynlig. Besætningen er træt ved tanken om endnu en ekstra dag på havet. To af de unge om bord gør klar til nattevagt og film i cockpittet.
I de tidlige timer den 25. maj er der kun lidt vind, og den kommer fra syd. Båden fortsætter med både sejl og motor. Senere på morgenen kommer en smule mere vind, så motoren kan slukkes. Solen skinner, og der er nu under 400 sømil tilbage.
Kort efter kommer en flok delfiner hen til båden. En stor hval er også dukket op i nærheden og har været oppe ved overfladen for at trække vejret. Vinden tager lidt til, og farten forbedres. Midt på dagen er forholdene næsten ideelle: moderat vind, fladt hav og solskin. Besætningen håber, at vejret holder sig sådan resten af vejen.
Om aftenen er sejladsen stadig rolig, selvom båden hælder under sejlene. Alle nyder den behagelige tur og håber på flere dage med samme forhold.
Natten efter forsvinder vinden igen, og motoren må startes. Det er fødselsdag for et af børnene om bord, som familien havde håbet at fejre i land. I stedet bliver dagen markeret på båden. Der er hjemmebag og pandekager, men vinden er fortsat svag, så motor og sejl hjælper hinanden frem.
Senere bliver luften næsten stille, og motoren fortsætter med at køre. Fødselsdagen afsluttes med et enkelt måltid, kage og popcorn. Nogle gør klar til nattevagt og film i cockpittet, mens resten går til køjs. Besætningen ser frem til, at Atlanten snart er lagt bag dem.
De sidste sømil til Horta
Den 27. maj har vinden stadig svært ved at tage fat. Nattevagten har varet længe, og månen lyser over et næsten blikstille hav. Om morgenen er der lidt mere vind, men den kommer fra en retning, der ikke hjælper båden mod målet. Horta er nu godt inden for rækkevidde, men udsigten til endnu en dag med sol og næsten ingen vind betyder, at brændstofreserverne må overvejes.
Der fyldes diesel på, mens besætningen håber, at vinden vil øges. Om aftenen er forholdene stort set uændrede, og motoren bruges stadig sammen med sejlene. Der er nu under hundrede sømil tilbage, og det virker sandsynligt, at båden når land næste formiddag. Et sejlskib viser sig ude om styrbord, muligvis på vej samme sted hen.
Inden den sidste nat på Atlanten taler besætningen om livet på land: hvad de vil spise, hvad de skal foretage sig, og hvem de gerne vil ringe til. Stemningen er præget af forventning efter mange dage på havet.
Tidligt næste morgen kommer land til syne. En lang vagt er netop afsluttet, og flere skibe kan ses på skibstrafikkens oversigt. De bevæger sig alle mod Horta, og der er kun få og tyve sømil tilbage. Senere på formiddagen sejler båden ind i marinaen. Familien bliver mødt af bedsteforældre med et hjemmelavet flag, og overfarten er slut.
Eftertanker efter overfarten
Turen viste sig at være mere rolig og hyggelig, end skipperen havde ventet. Besætningen klarede de skiftende forhold godt, fra hård krængning og søgang til lange perioder med næsten ingen vind. Skipperen er stolt af alles indsats og fremhæver især den unge vagtmakker, hvis selskab gjorde nattevagterne lettere. En teenager, der trives med at være vågen om natten, kan være en god hjælp på en lang sejlads.