Som at komme hjem

Det er mærkeligt som følelsen af hjem bliver meget betydningsfuld, når man er på langtur. Følelsen af hjem på den måde, at man ved hvor supermarkedet ligger, man ved hvor man kan komme af med skraldet, man kender menneskerne i de butikker man handler og ved hvor hele familien kan få frokost for under 100 kr.
Det er sådan vi har det her på Bequia. Og vi havde brug for det. Brug for at have tid og ro til at fordøje alle de oplevelser vi har haft. Og alle de mennesker vi har mødt. Og alle de afskeder det har medført. Bequia er det helt rigtige sted at gøre det.
Her er der ro til skole. Og til snorkling igen (vi ved hvor det gode rev er og der er allerede blevet hevet 3 hummere i land af drengene). Og ungerne har fået lasagne (vi ved hvor man kan købe hakket oksekød). Og den meget elskede lokale bitter lemon sodavand.
Og stranden…vi kender bålpladsen og vi ved, at man nemt kan få mange timer til at gå i vandet her.
Det er de små ting, der gør at alle lander.
Ingen kommentarer endnu