Stor beslutning!

Vi har taget den store beslutning. En beslutning, som ikke var svær for skipper. For selvfølgelig var han helt sikker. Altså sikker på at familien skulle sejle samlet over Atlanten.
Jeg var ikke sikker.
Men det er jeg nu. Selvfølgelig skal vi sejle hjem alle seks. Afslutte vores tur sammen og få den oplevelse sammen.
Jeg kan dog godt regne ud, at der kommer tidspunkter på det der store hav, hvor jeg kommer til at fortryde min beslutning. Kommer til at sige utrolig meget “fuck”, være lidt småsur og pisse irriterende (det kan man jo være hvor som helst…også på havet!).
Men jeg kan også godt regne ud, at jeg på Azorerne med Liva og Sylvester ville føle mig helt alene, ret ensom og i tankerne kun ville være på det der store hav hos min mand og mine drenge. Og jeg kan ikke forestille mig noget værre! Så vil jeg hellere være på det store hav med mit helt eget hold, – også selvom det betyder lidt småsurhed og lidt fuck!

Folk (altså sejlerne) siger, at det der med at krydse et ocean er 90% kedsomhed og 10% frygt… Og så er det alligevel lidt mærkeligt, at jeg er ret så tilfreds med beslutningen. Men det er jeg. Og for første gang i dag, da jeg havde en stille time i solen – bådbabyen sov, ungerne havde fundet venner på stranden og min skipper klippede skæg – kunne jeg mærke, at jeg faktisk glæder mig. Jeg glæder mig til 18-20 dage i ro. Ingen kan forlade båden og ingen kan komme ombord. Ingen forstyrrelser – altså andre end dem vejret byder på.
Jeg kom til at sige det til min skipper, – altså at jeg glæder mig. Og straks efter fortrød jeg, at jeg havde sagt det højt, for jeg kan da godt regne ud, at han vil minde mig om det, hvis (når) jeg bliver irriterende der midt på Atlanterhavet.

Men nu er det ude. Nu er det sagt højt. Vi er sådan en familie, der om under en måned skal krydse Atlanten, for at bringe vores hjem i havn i Danmark.
Det er alligevel noget…