Vi vil bare gerne have lillebror med hjem (lovligt)…

Ved siden af det her dejlige luksusliv, som vi lever lige nu, kæmper vi for at få alle papirer på Sylvester i orden. Det er ikke nemt. Og alle forestillinger om at det gav mening at føde på St.Martin – netop fordi det er EU – holder ikke.
Ingen her på øen kan tilsyneladende hjælpe os. Deres løsning er at vi flyver til Paris og går til den danske ambassade og får lavet pas der. Problemet er at vi kun har en fødselsattest på lille Sylvester og den kan han ikke rejse på. Derudover kan vi ikke rejse til Paris alle 6 og efterlade båd og bruge en masse penge, som vi ikke har.

Nu er både ambassaden i Mexico, konsulen på Bahamas, den danske ambassade i Paris, udenrigsministeriet i Danmark og min far (der heldigvis er opfølgende og har sat hele sagen i gang) involveret. Vi tror på, at der må være en løsning, der ikke indebærer, at vi skal smugle Sylvester ud af St.Martin og risikere at blive stoppet af kystvagten og ikke kunne fremvise papirer på Sylvester. Det vil vi ikke ud i – heller ikke selvom de småfornærmede franske damer på kontoret her på St.Martin foreslår det som en helt seriøs løsning.

Vi havde et mindre sammenstød med én af de damer forleden dag. Det startede med det klassiske “taler DU fransk?”-svar, da jeg spurgte hende om hun talte engelsk… Og så var stilen ligesom lagt. Og det udviklede sig til et møde mellem en småfornærmet og arrogant fransk skrankepave og en nybagt lettere forstyrret mor og hendes mand. Som det er endt før, ignorerede den franske dame mig og talte kun til Christian. Han fik dog også nok, da den småfornærmede franske dame begyndte at betjene andre kunder (når hun fik nok af os) og først vendte tilbage til os, når de andre var hjulpet. Men summen af hele samtalen med hende var, at hun ikke kunne hjælpe os. Ikke med et pas, ikke med et nødpas og ikke engang med et rejsedokument der lovliggør at vi sejler fra St.Martin med lille Sylvester. Og så fik hun gentagne gange sagt, at vi ikke kunne få et fransk pas til ham…(som om vi overhovedet gider at have et fransk pas:) – og det fik vi også fortalt hende…).
Vi endte med at tage vores baby, vores tasker og alle vores frustrationer og gå. Helt uden at få hjælp.
Det er frustrerende. Specielt fordi vi ikke har uanede mængder af tid. Og fordi vi uden et rigtigt pas til lille Sylvester ikke har mulighed for at flyve via USA til Azorerne. Og jeg ville være ked af at hele denne pas-situation styrer om jeg skal krydse Atlanten med baby eller ej. Den beslutning skal vi træffe på et helt andet grundlag og ikke fordi vi er nødt til det pga ydre omstændigheder.

Så altså status herfra er at vi fortsat nyder livet og forsøger at lukke af for besværligheder. Der er gode mennesker på sagen nu.

Meeeen vi trænger til at få den lukket snart. Vi vil jo bare have vores bådbaby med – uden at blive anklaget for menneskesmugling. Og vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os at det ville blive så svært.

Og ham det hele handler om…han ved det heldigvis ikke og stortrives:

Genbrug af foto, da nettet er for dårligt til at uploade nyt… men der kommer babyspam igen snart!