Johanna

I morgen bliver en af de lidt helt vanvittigt svære dage. På en måde er det allerede startet lidt helt vildt for mig nu. Og for resten af familien. En af de dage hvor vi klart har en følelse af at være det helt forkerte sted. Vi burde helt klart sidde hjemme i København og fejre en helt særlig pige, som skal konfirmeres i morgen. Jeg skrev også om hende her.

Det er Johanna. Vores Johanna. Johanna, som båden er opkaldt efter. Johanna, som er så vigtig en del af den her familie. Smukke Johanna. Kloge og energiske Johanna. Mega teenager – og “her kommer jeg-Johanna”. “Helt rigtig på alle måder-Johanna”.
Hende der Johanna, som for snart 15 år siden kom væltende ind i vores liv og vores hjerter. Lille og fed og helt klart ude på ballade. Nu er hun lang og slank – men helt klart stadig ude på ballade. Og det – og hende – elsker vi bare. Og vi ved godt, at vi er heldige at have sådan et menneske så tæt på.

Selvfølgelig skulle vi have været der i kirken i morgen. Og i sejlklubben til fest efterfølgende. Men vi sidder her i Caribien. Og jeg prøver virkelig at sige til mig selv, at det her er okay. At Johanna godt kan stå der i kirken – helt smuk og nervøs – uden at vi er vidner til det. Det er bare virkelig mærkeligt (og helt svært) ikke at være vidner til sådan en dag, som betyder så meget i hendes verden. Og helt forfærdeligt ikke at være der til at kysse hende, kramme hende og stå lige der ved siden af hende.

Til gengæld lover jeg dig, Johanna, at du ikke slipper så let fremover. Der er garanti for pinlige taler, mange tårer og moster-kys til alle fremtidige fejringer af dig!
Og Johanna, du kan alt. Og du kan åbne de fleste hjerter, med alt det du er! Og det er ret særligt.