Alene på båden igen

Den 15. januar om aftenen

Så er vi kun os tilbage på båden og i vores hverdag. Det trængte vi til. Til hverdag og rutiner (så meget som man nu kan have det på en båd).
Lige så dejligt det er at have gæster, lige så dejligt er det, når vi lander alene os fem. På båden i vores stille hverdag.
Vi har været ni personer på båden i seks dage. Det betyder konstant oprydning, madlavning og rykken rundt på ting.
Vi har nu afleveret vores gæster i St. Lucia og nu er det tid til at komme tilbage til St. Vincent og Grenadinerne, for dem er vi ikke færdige med. Og alle de andre både med ungernes legekammerater er stadig i området og venter på os.
Nu er transportsejlads (igen) overstået. Nu vil vi ikke sejle i modvind mere. Nu er det ægte slut med deadlines.
Men for nu er det også slut med småsnak fra salonen om morgenen, mini-skipper der tålmodigt følger store-skipper i hælene, mange nysgerrige spørgsmål om alt hvad der sker på båden, dykkerbriller og snorkel på en lille fyr i vandfald, stenede sejlture med mennesker splattet ud over cockpittet, aftenhygge i mørket og gode venner helt tæt på i salonen på 42 fod. Og måske ser vi dem først om 1,5 år…det er mærkeligt. Lige nu ret trist. Men i morgen forhåbentlig ok.

De blev sejlet fra båden mod land i en vandtaxa i mørket. Det blev en mærkelig og hurtig afsked. Men heldigvis har vi haft mange gode oplevelser sammen.

Dem kommer vi til at savne.
Men nu skal vi hygge i salonen. Og indtage den som stue igen. Og så skal vi have pulverkartoffelmos og dåsekødboller…for det har ungerne bestemt. Og det er “rigtig sejlermad” siger Gustav. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Men skipper siger ja – og det er ham der bestemmer. Og ungerne savner kød…så måske det hjælper at åbne et par klamme dåser. Bertram håber at de smager ligesom “IKEAs”…