Nok godter i posen…

Dag elleve i et liv uden børn helt tæt på fra morgen til aften.
Status er, at Sylvester nu har sovet lur i vuggestuen tre dage i træk. Han græder, når jeg går og er ikke i strålende humør hele tiden. Men ting tager tid, børn er børn og gråd er det sprog, han har til at sige fra og protestere. Jeg har egentlig ro i maven.

Jeg bevæger mig i en radius af max to kilometer omkring vuggestuen, har telefonen tæt på og når ikke at kaste mig over dybere projekter…

Og så alligevel – i går mødtes jeg med et nyt bekendtskab, som jeg tror kan udvikle sig til alt muligt spændende og godt. Kaffen og snakken og tiden var ihvertfald helt rigtig.

I dag har jeg tilbragt hele formiddagen i selskab med en kvinde, som  får mig til at finde tilbage til mit eget spor. Hver eneste gang. Som husker mig på, at man godt må råbe højt med sit budskab, som ikke er bange for at hjælpe mig videre – og som godt ved, at verden har nok godter i posen til os alle sammen. Derfor holder hun ikke det hele for sig selv. Hun er gavmild med det meste – og specielt med sin tid.
I dag gik jeg fra hende med min notesbog fuld af gode idéer og planer, maven fuld af avocadomad og grin, Min nye yndlings t-shirt og troen på, at jeg er på rette vej.
Hvis I ikke kender hende, så smut forbi og tjek hende ud. Hun har nok til os alle (altså både af bøger, t-shirts og ord):

Den digitale nomade

I dag er jeg blevet mindet om at:

• Ting tager tid
• Vi skal løfte hinanden
• Alt er ikke for alle
• Jeg kan godt
• Det er sjovere, når man griner

Jeg vidste det godt, men jeg havde glemt det midt i forandringerne og alt det nye.