Vi har fået nok nu…

Vi er så mega trætte af at sejle. Det må man godt skrive på nuværende tidspunkt uden at få klø og dumme kommentarer af erfarne sejlere:)  Hele besætningen,- også skipper, som jo ellers er typen, der aldrig får nok af at være på havet.
Og det er jo på en måde ret heldigt, at vi så har taget vores sidste lange stræk. Vi behøver ikke at udsætte familien for flere nætter på havet. Følelsen af at have fået nok, kommer på det helt rigtige tidspunkt. Og det var ret skønt at kunne trøste sig ved tanken om være på vej til udelukkende korte stræk på 50 sømil (med mindre vi beslutter os for at tage et par nætter, for derved at have mere tid i land i dagslys).

Vi havde klart undervurderet denne tur på 1300 sømil. Selvom det ikke er 21 dage,- som Atlanterhavskrydset – så er det alligevel ret meget at sejle 9 dage. I gråvejr og i store dønninger, der ca halvdelen af dagene gjorde det ret udfordrende at leve et liv ombord. Udfordrende på sådan en måde, at vi alle bare splattede ud med dyner og film og på skift fik en form for nedsmeltning over at se hav, lige meget hvor vi kiggede hen. Både Gusse og jeg har et par gange fantaseret om at smide opvasken i havet eller for Gustavs vedkommende at smadre et par vinduer. Ganske enkelt fordi en opvask i de dønninger vi var ude i, var en umulig opgave. Indtagelse af aftensmad kunne kun lade sig gøre med retter, der kunne skovles ind med gaffel fra en skål og vi kunne være helt sikre på, at stillede vi skålen fra os, så fløj den ned fra bordet og indholdet smadrede ud over det hele. Man bliver så træt.

Og på samme tid besluttede bådbabyen, at det der med at sove godt om natten, det er sgu ikke noget for ham. Virkelig en heftig kombi. Og det kan mærkes på overskuddet. Eller underskuddet. Jeg lå i kahytten om aftenen/natten/tidligt om morgenen og drømte om nattevagt i cockpittet med varm kaffe i termokoppen og skisokker på de kolde fødder. Om timer der skulle holdes ud og timer hvor jeg så kunne sove uden at blive forstyrret af brok fra en lille fyr. I stedet blev jeg vækket ca en gang i timen af en ikke helt tilfreds lille bådbaby. Det er vist første gang jeg har været klar på at bytte en bådbaby for en nattevagt!

Der har også været gode dage og gode oplevelser. Dage med solskin i cockpittet og tid til røverhistorier og popcorn. Og der har været følelsen af at være det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker. Men for fanden hvor er det dejligt at være i havn!

Og nu er vi her. Hej Camaret-Sur-Mer. Du virker både fransk og fin. Og ikke spor småfornærmet, som det franske ellers har haft en tendens til over for os. Vi har gjort os umage med ikke at tale dårligt om det franske eller franskmænd generelt på vej hertil. Det går jo ikke at vores dårlige oplevelser med sure franskmænd på St.Martin i forbindelse med fødsel og pas, skal smitte af på vores ungers oplevelse. Midt i at gøre os meget umage (altså Christian og jeg), gjorde søde Bertram os opmærksomme på at han jo faktisk havde været i et masse-slagsmål med 6-7 franske børn i marinaen i Horta. Det er en lang historie…men den er god nok. En flok franske unger besluttede at overfalde Bertram (der helt sikkert havde provokeret) og tage kvælertag på ham. Hvorefter Gusse kom flyvende og hev den største dreng væk fra Bertram – og vist nok kom til at rive hans trøje i stykker.
Lang historie, som resulterede i at Christian og jeg måtte begive os hen til en af de franske både og forsøge at snakke om hvad der skete. Men surprise…de talte kun fransk. Så det kom der ikke meget ud af.
Men altså pointen er at vi hver især har gjort os erfaringer med forskellige franskmænd. Og derfor er vi her nu. Og ikke på den engelske side, som kun havde været omkring 70 sømil længere. Vi skal have nye oplevelser og erfaringer. Den gode slags. Og det tyder godt indtil videre.

Gråt, gråt, gråt…

Og de to trætte, men glade forældre

Liva stod for det gode humør ombord…