Jeg keeeeeder mig

Jeg er begyndt engang imellem at blive ramt af kedsomhed. Og jeg tager imod den som en god gammel ven, som jeg troede jeg havde mistet, men som pludselig var der igen. Jeg kan sidde midt i alt det her smukke blå og grønne med en kop kaffe i fuldstændig ro – bortset fra vinden, der får vores vindmølle til at drøne rundt (larme en smule) og producere en masse strøm til os – og kede mig. Røvkede mig, så jeg bliver rastløs.

Det er første gang i meget lang tid. Og selvom det selvfølgelig er virkelig kedeligt, så er der også noget befriende over at kede sig midt i sit eventyr. Det betyder, at jeg er ved at lande helt ordentligt i det hele. I hverdagen, hvor kedsomheden engang imellem er en del af det hele. Skuldrene er kommet helt ned, vi har ingen faste planer (andet end skole), vi spiser når vi er sultne og sover når vi er trætte. Og lever i vores badetøj. Vi isolerer os lidt på båden denne uge og har næsten ingen vhf kontakt med andre både (kun med Sannsipapperne). Vi har alle brug for lidt kedsomhed.

Og vi ved, at ligeså snart den der vind arter sig, så drøner alle vores sejler-venner mod Martinique. Og så er det slut med kedsomheden. For så er der igen gang i alt det sociale, gang i udforskning af Martinique og så er der ikke plads til at kede sig.