Faktisk fungerer det meste…

Med fare for at køre rundt i en eller anden form for tude-suppe, hvor det hele handler om at livet herhjemme er svært og livet derude er meget bedre, så kommer der alligevel lige lidt om status i dag.
Solbrillerne er på i dag. Det bliver de nok hele dagen.
Og det er ikke fordi jeg kan pege på noget der som sådan ikke fungerer.
Faktisk fungerer det meste.

Gustav sendte en besked i går om gode følelser, fællesskab, nye venner og super mad. Og jeg kunne sagtens mærke i hans ord, at der var gang i noget godt. Og det gav en ro (og selvfølgelig et savn). Og ham ser vi næste torsdag. Om en uge! Juhuu.

Bertram kører afsted om morgenen på sin cykel og er helt ok med at skulle i skole. Han har fået nye venner, har allerede overnattet hos en af dem, bygger skateramper og sætter et forladt skur i stand (som de der ramper skal stå i). Dyrker venskaber og opdager en ny måde at være sammen med venner på. Man kan lave ting herhjemme i Danmark, som ikke involverer en skærm. Og der findes andre end ham, som synes at det er fedt! Han gik afsted første dag med sit skateboard under armen. Og det der skateboard, det kan noget. Det er en billet til et fællesskab på tværs af alder og klasser. Og det betød faktisk, at han allerede første dag blev budt velkommen af en god flok af små fyre, som bare synes det var fedt, at møde ham. Det der undervisning…det snakker vi ikke så meget om. Men det skal nok gå.

Med Liva er historien den samme. Hun har savnet tilbud, veninder, skørhed og gymnastik. Og hun får hele pakken her. Klassen virker helt skøn og mini-klubben efter skoletid tilbyder alt det hun har drømt om. Mest af alt et rum uden sin familie. Det betyder at hun nærmest først vil hjem når de lukker. Og den må vi jo bare sluge og undvære hende i ret mange timer. Hun er glad og kører afsted med pakket skoletaske og sol i øjnene. Det er faktisk ret fantastisk!

Christian startede arbejde i mandags. Det virker meget lovende. Fede opgaver og gode mennesker. Men…den der arbejdsfælde er svær for ham ikke at falde i. Det er jo fantastisk, at han bliver grebet af sit arbejde og at tiden flyver, fordi han er optaget. Men jeg er så bange for, at vi ikke er i stand til at gøre det anderledes, end før vi tog afsted. Jeg savner ham, når han er væk. Og jeg savner ham, når han er hjemme. Det er alligevel lidt hårdt.

Status hos de to efterladte ombord på S/Y Johanna svinger meget. Sylle har fin rytme om formiddagen og det er så her, jeg skal forsøge at få tid til en eller anden form for arbejdsliv/ro til mig selv/pleje af båden osv. Og det skal nok gå. Det ville have stresset mig for to år siden, men ikke nu.
I går var jeg til møde med et forlag angående bog om turen. Vi landede en fin aftale og det er et projekt, som jeg rigtig godt gider og glæder mig til at finde tid til. I går var en god dag.

Men i dag er jeg sprød. Og sådan må det nok være den næste periode. Gode dage og dårlige dage. Sådan var det også for mig, da vi tog afsted. Og det her er jo en ny slags eventyr. Bare et lidt ensomt et…

Sådan cirka ser hjemmekontoret ud hver formiddag…altså når solen skinner. Når det regner er historien en helt anden…

Tanker om et hverdagsliv


Det er sgu ikke for at pege fingre! Og heller ikke for at påstå, at jeg gør det bedre. Men for fanden hvor er der meget travlhed her! Travlhed på sådan en måde, hvor ungerne flyver lodret efter deres mor eller far på vej over fodgængerfeltet, travlhed på sådan en måde hvor regnjakken forsøges lynet, mens morgenbollen hænger ud af den ene mundvig og cyklen låses op på samme tid. Og travlhed på sådan en måde, at man får helt ondt i sin mave allerede inden dagen rigtigt er startet! Både sin voksenmave, men nok også sin børnemave.

Helle for ikke at glemme det om en måned eller to! Lige nu er det ret tydeligt, jo nok fordi vi ikke har været i det i to år. Jeg var der selv. Helt sikkert. Men jeg opdagede det ikke, for det gør man jo ikke, når man er midt i det.

Gid jeg husker det. Og giver mig tid. Og gør mig umage. Og aldrig får sådan et arbejdsliv, der dikterer hvor stressede mine børn skal føle sig.

Husk mig lige på det, ik?!

Ja, sgu da også på grund af den her lille fyr❤

Så kom dagen.

Jeg vidste godt, at den her dag ville komme. Men det betyder ikke, at jeg er klar til den.

Har lige afleveret Liva i 3.klasse i et fint klasselokale hos hendes nye søde lærer og klassekammerater. Bertram er i 6.klasse hos sin søde lærer og sine nye klassekammerater. Gustav blev kørt til Langeland i går og flyttede ind i sit hjem for det næste år. Christian er cyklet på arbejde. Sylvester sover.

Det regner. Jeg har solbriller på. Og det er nødvendigt.
Hold nu kæft hvor jeg savner dem allerede. Hvad lavede jeg, før vi tog på langtur? Hvordan klarer man sig uden sin teenager i et helt år? Hvordan kan man vænne sig til ikke at have dem alle helt tæt på? Og hvorfor er her så stille?

Og så sidder du måske og tænke “Slap dog af. Sådan lever vi jo alle sammen og mon ikke du lige skulle tage dig sammen og give familien plads“. Og det ved jeg godt jeg skal. Og jeg prøver også. Og jeg siger det ikke højt til mine søde unger. Men bare fordi alle lever sådan, behøver det jo ikke at være den rigtige måde at leve på…

Men det er det rigtige for os lige nu. Og jeg ved godt, at mine unger har brug for det, og at de kan klare det. Og jeg ved godt, at jeg vænner mig til det. Men det er en omvæltning. Og jeg skal lige bruge lidt tid.

Sådan ser en efterskole-dreng ud. Og ja, han er blevet højere end mig…jeg vil bare så nødigt indrømme det!!

Østerbro avis

Selvom der er lidt stille her på bloggen, er der virkelig ikke stille ombord på S/Y Johanna. Snart kommer der lidt status på besætningens landing.

Men lige her kan I læse en artikel fra Østerbro avis. Det er ikke helt rigtigt, at vi sejlede til den svenske skærgård…nææææ, vi kørte i bil og bådbabyen foretrækker helt klart at sejle!

Læs om at være afsted, at komme hjem og om at man bare skal gøre det!!

Lige her!

Teenageren var ude og derfor var det kun 5, der kunne posere for avisen…

 

Sådan gik der en måned…


Det sværeste ved at komme hjem er, at vi ikke bare er os seks sammen. Vi kan godt mærke, at vi hurtigt mister nærheden og følingen med hinanden. Og at vi bliver helt glade, når vi lige har lidt tid sammen. – bare os seks.
Lige om lidt – faktisk om en uge – sender vi Gusse på efterskole. Og så ser vi ham ikke i to uger. Og så kommer han hjem i en weekend. Altså fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. To døgn. Det er virkelig lidt tid, efter at have haft to år sammen, hvor vi hele tiden har været så tæt. Det bliver nok hårdere for os end for Gusse. Heldigvis. For vi har jo hinanden. Og ham Gusse skal i gang med at smage på den store, nære verden med teenagere, guitarspil og skolegang.

Vi har været hjemme i en måned nu. Vi er ikke kommet en hverdag nærmere. Men vi er ved at have fyldt venne/familie depoterne op. Snart skal vi hjem fra øen og så skal vi tage hul på et liv hjemme. Med sengetider, som ungerne ikke har haft i to år. Med arbejdstider og madpakker. Med skoletasker og lange dage. Og med tid væk fra hinanden. Men også med frihed og oplevelser hver for sig. Og med en ny viden om hvordan vi kunne tænke os at leve vores hverdags-liv.

Heldigvis lander jeg hjemme i Danmark lige i rette tid til at fejre verdens bedste Nanna. Og det er på en måde det aller mest vigtige. Endelig at kunne være en del af livet hos de mennesker, der betyder mest. Og så er det lige meget, om jeg kunne drømme om en strand på Bahamas eller hummere på Tobago. For mest drømmer jeg om at være med til det, der betyder noget. Og lige nu er det fejring af en vigtig Nanna.

De næste par dage vil vi fortsat nyde øen og roen. Jagten på hundelorte, som belønnes med en 5’er pr stk. Da jeg var barn, samlede vi cigaretskod op på øen for 50 øre pr stk…og sådan ændrer det sig med tiden… Badeture og opvask med verdens smukkeste udsigt. Solskin og regnvejr og en bådbaby som synes, at det her liv er ret okay. En teenager, som har et kaos-sind lige nu. Fordi det er svært at sige farvel til et eventyr, være i et nyt og være på vej i et helt tredje. Men han er sej. Og han er sådan én, som jeg ville vælge, selvom han ikke var min søn. Det tænker jeg på en måde siger alt…

Og så er der to midterbørn, som jo godt ved, at deres liv ændrer sig lige om lidt. At der venter en samtale på en helt ny skole, en første skoledag i en helt ny klasse. Men også en masse nye venner og en form for normalitet, som de ikke har haft meget af de sidste to år. Og så venter der et liv uden farvel hele tiden. Det opvejer ret meget de svære ting. Og grundfølelsen hos dem begge er god. De glæder sig, er nervøse og spændte. Og fulde af taknemmelighed, over den verden, de har levet i i to år. Og de venskaber, som nu dyrkes på de sociale medier. Og minder dem om, at der er åbne døre i den store verden.

Nu gælder det det nære. Og vi er så klar.

Kække typer på en ø.

Og en tilfreds bådbaby.

Og så en opvaske-udsigt som gør, at man godt gider at tage den igen. Og igen.