En uge efter

Der er gået en uge siden vi kom hjem. Og dagene flyver. Præcis som de gjorde i Caribien. Vi ser så mange mennesker og spiser så meget mad – og på den måde er det slet ikke som i Caribien.

Vi er ikke mindre forvirrede end sidst jeg skrev. Men vi føler os ret elskede. Og ret savnede. Og det er følelser, som man kan leve ret længe på. Så skide være med at vi er forvirrede, i tvivl om fremtiden og helt på røven økonomisk. Vi har verdens bedste netværk!

Facebook har ageret vores talerør ud i verden. Det er ikke et medie vi har brugt til at få hjælp før. Men vi har oplevet at sende et “sos” ud i verden et par gange nu – og hver eneste gang har vi fået tilbud om hjælp og kærlige tanker. Og pludselig har vi haft en barnevogn, en klapvogn, en sovepose, en bil til rådighed m.m. Jeg ved ikke om folk bare er blevet bedre til at dele eller om vi er blevet bedre til at bede om hjælp?

Uanset hvad, er det ihvertfald beskeder fulde af kærlighed der vælter ind både på facebook og på instagram. Det kan vi godt lide.

Vi har også haft besøg her i havnen af nogle af jer, der læser med på bloggen og kender vores eventyrs op – og nedture. 1000 tak fordi I giver jer tid til at dukke op og 1000 tak fordi I lader os møde jer, som har siddet derude og fundet jer i vores mange ord og følelser.

Vi er stadig helt skøre og ved stadig ikke hvilken vej vi skal gå. Men i går cyklede jeg for første gang i 2 år. Det kan jeg stadig godt finde ud af. Og i går badede vi i det kolde vand. Det var ikke så varmt som på Bahamas, men det var ret ok. Bådbabyen har lært at holde af barnevognen. Og ungerne har lært at holde af at ligge samme sted i mere end et par dage. Det er der også noget trygt ved.

Jeg er ved at vænne mig til at der i supermarkedet er så mange valgmuligheder. Og jeg skal nok lære at sætte pris på det igen. Christian er ved at vænne sig til de danske priser (som er blevet vildere på de her to år!! Men han behøver vel ikke brokke sig højlydt HVER gang??).

Vi sælger ud af vores langtursudstyr. Det er vist ret godt for kontoen, som står og gaber.

Vi har fundet ud af at der ingen barselspenge er at hente for mig, med mindre Christian melder sig ledig og søger om kontanthjælp. Det gør han ikke. Så der skal tjenes penge. Og det er ok.

Vi forbereder foredrag, har en aftale med et forlag om en udgivelse i 2019 og drømmer stort og lægger planer. Når der er mere på plads, skriver vi selvfølgelig om det her.

Lige nu sker der så mange ting. Mest af alt ting omkring det at lande i en hverdag igen. Derfor samler jeg status og tanker sammen og skriver kun et par gange om ugen. I stedet kommer det umiddelbare på instagram i ord og billeder. Det passer bedre lige nu. Til mig og til os.

Så hop ind og følg os på instagram therosentofts.dk

 

Hjemme, glade, trætte, skrupforvirrede…

Vi er hjemme. Vi er glade. Vi er trætte. Vi er skrupforvirrede. Og vi er hvor vi skal være – nu.

Søndag den 8. juli kom pludseligt. Vi havde talt ned og pludselig var det dagen. Vi sejlede fra Dragør kl 12 og ankom i Svanemøllen kl 14 til flag, kram og fest. Overvældende, vildt og fantastisk.

Nu er det onsdag. Det er nærmest nat. Jeg sidder her i cockpittet i mørket. Insekterne flyver omkring mig og elsker lyset fra skærmen. Lillebror sover i barnevognen på broen 5 meter fra mig, Liva er taget på overnatning hos mormor og morfar og drengene har en lykkelig genforening med deres playstation og et fjernsyn i salonen. Skipper er i bad. Og ved siden af os ligger farmor og farfar i deres båd og snorksover.

Vi er hjemme. Men vi er endnu ikke landet. Vi flakker og vi prøver. Vi er mest glade med mennesker ombord og mennesker tæt på. Måske kan vi ikke overskue at mærke efter og kan bedst lide at blive forstyrrede i den her landing, som vi er mødt til at være i. Måske har vi bare savnet og nyder at blive forstyrret i vores 6-somhed.

Vi nåede kun lige at lægge til ved broen i søndags og så var de tre møgunger spredt i alle retninger. Gusse har vi ikke set før i dag, hvor han kom hjem fra Hornbæk. Bertram hænger ud med sin Villads hver dag – og med de to føles det som om vi kun har været væk en enkelt dag. Den dejlige Villads vader lige ind i hele familien igen og Bertram har savnet at have ham tæt på. Liva har hængt med Siri tre dage i træk, men hun er træt. Hun er nu taget til Nivå og ligger garanteret i ske med hunde-Malte og nyder at være hos ham. Sylvester er ved at vænne sig til livet på land. Barnevognen var ikke hans bedste ven, meeeeen det kommer langsomt.

Farfar og farmor er blevet naboer her i havnen. Det betyder ekstra hænder, varm kaffe, gode snakke og mad! Mormor og morfar henter vasketøj og leverer igen… Der er ingen tvivl om at vi har det godt. Vi føler os taget imod, holdt af og passet på. Men der er heller ingen tvivl om at vi ikke bare lige lander i løbet af en enkelt dag.

Og så har vi egentlig også fået øje på hvordan vi har levet mega primitivt ude i den store verden!! Vi har fx ingen støvsuger…eller el-koger…eller fryser…eller brødrister. Men i dag har vi fået et fjernsyn – og det har vi ikke haft i 2 år. Små skridt…

Og i dag har vi haft gode mennesker ombord. Og været til lægen med Sylle. Og i morgen er der lidt mindre at få styr på. Alt bliver godt.

Her kommer Johanna sejlende ind efter to år ude i verden.

Vores dejlige mennesker!

Og Johanna trygt lagt til

Runde: de vildeste oplevelser

 

Stille morgen i cockpittet. Christian spiller guitar, drengene dimser og de to små sover. Og jeg vågner. Helt langsomt. Og kigger tilbage på to år, som har været såååå vilde! Det er ok at være på vej hjem. Men det er fandme også ok at være trist over en tid der er ved at slutte. Jeg har (som man måske har luret) aldrig været super god til store forandringer. Eller jo, jeg er ok god til det, men det tager mig tid. Og jeg har fundet ud af at den tid må jeg acceptere at bruge. Jeg kan ikke forcere det. Jeg kan ikke trykke på en knap og så være i det nye uden at føle en sorg over det der slutter.
Sådan har Christian det ikke. Han er så vildt god til at omstille sig. Jeg tror hans reaktion over at være hjemme kommer senere. Måske kommer den når hverdagen rammer os med skole, madpakker og job. Måske første gang han opdager, at han ikke lige kan række armen ud og trække mig ind til sig (det håber jeg på en måde…). Eller måske når det bliver mig der fortæller ham historier om hvad vores bådbaby nu har lært – måske lige der, hvor han får det fortalt i stedet for at opleve det selv.
Eller også glider han ganske langsomt ind i den hverdag, der venter os og er lige så skide god til det, som han har været til at tage på eventyr. Det føles engang imellem som om jeg har giftet mig med Supermand:)

I går tog vi en lille runde. Alle skulle fortælle om deres bedste oplevelse, det vildeste minde eller det, de tror, har ændret dem mest på turen. Det var vildt. For det satte gang i tankerne og følelserne og pludselig var vi i gang med en rutschebane-tur i to års eventyrland. Det burde vi gøre noget oftere.
Nå, men de oplevelser vi hver især synes var aller vildeste, har vi valgt at dele her:

Liva vil aldrig glemme dengang vi reddede den store leatherback turtle på Tobago. Hvis ikke Gustav havde set den skildpadde, ville den have været død. Og det var meget vildt at sidde i en lille bitte jolle og se sådan et stort dyr, som havde brug for hjælp. Heldigvis klarede den det. Det skrev jeg om her.

Bertram har 1000 ting han har lyst til at fremhæve. Men han endte på dengang vi fangede en Marlin på vej til Colombia. Bertram siger: Det var fedt, fordi den var så stor og følelsen af at hive den ombord kan man ikke beskrive. Det var en drøm der kom til live. Her er der billeder af den – både hos os og den colombianske kystvagt.

Gustav – den store fiskeentusiast – ender også på dengang vi fangede en Marlin. Så stor en fisk havde han kun drømt om at fange. Alle fisk han fanger fremover, vil blive sammenlignet med kongefisken.

Skippers største succes og oplevelse var at få hele familien med over Atlanten. At have tre uger sammen på et stort hav og nyde det. Og følelsen af at hele familien var klar til det. Og at han var lykkedes med at få alle til at have lyst til det – og at alle var vide med det! Atlanterhavskrydset har jeg skrevet om her og skippers logbog er her, her og her.

Sådan så vi ud efter ankomst

Jeg endte (selvfølgelig) også med at nævne alle mulige små glimt af noget større. Jeg elskede Colombia – både vores tur på vej dertil langs den øde kyst – og Cartagena, som kan noget helt særligt. Og Grenada vil også for altid have en særlig plads hos mig – både på grund af vores tætte venskab med Drum, som blev etableret der, men også fordi Grenada kunne det hele…by, jungle, vand og vilde ture. Og vores bådbaby har for evigt sørget for at St.Martin har betydning – det er hans fødested og en dag er vi nødt til at tage tilbage og vise ham hvor han kom til verden. Og Cuba…Cuba, som var så særlig for os- Og Bahamas, som vi er nødt til også at besøge igen – gerne i 4-5 mdr.
Men så blev jeg meta-agtig og så det hele lidt ovenfra… Rejsen i sig selv. Vores udvikling som familie. At vi er her nu med alle de vilde, skøre og fantastiske oplevelser, at vi har krydset Atlanten sammen, at vi har lavet et nyt mennesker ude i den store verden, at vi har fået venner fra ret mange steder i verden – og at vi stadig har lyst til at være sammen efter 2 år på 42 fod!

Se, det er vildt for mig!

Også en ret vild oplevelse.

Men nu slutter dette eventyr snart. Meget snart. I nat sov vi i Rødvig og i dag sover vi i Dragør. Og så er det søndag. Og så skal vi hjem. Og så skal vi tage hul på det nye.

Tilbageblik – yes!

Jeg faldt over et gammelt opslag på facebook fra DR fra dengang vi tog afsted. Et lille kort videoopslag, som medførte en masse meget ubehagelige kommentarer. Kommentarer om at vi var egoistiske, at man ønskede at vi blev fundet på bunden af havet, at vi var dumme at vi sådan troede, at vi kunne flygte fra en hverdag og få noget andet ud af livet, at det var synd for vores børn og mere i den dur. Av, hvor gjorde det ondt dengang i august 2016, hvor jeg læste dem. Og det er mærkeligt at læse dem nu igen. Og specielt nu, hvor turen er næsten slut. Og jeg kan sagtens genkalde mig alle de følelser jeg havde. Det var svært. Og jeg tvivlede. Og alle de kommentarer skød sig lige ind i mit triste og forvirrede sind. Og nu sidder vi her. Og jeg kunne have sparet mig alle de bekymringer, de svære følelser og tvivlen.

For alt det vi forestillede os at turen ville blive, er den blevet. Og så en hel masse andet, for sådan er det jo med eventyr. Der er ting der er helt forudsigelige og så er der andre ting, som går lidt sine egne veje. Heldigvis.

Hvad vil jeg egentlig med det her skriv? Jo, jeg var egentlig ved at gøre mig klar til de kritiske røster som jeg godt ved vil møde os igen, når DR åbner op for programmet om vores eventyr (før, under og efter). Men så slog det mig, at jeg ikke behøver at forsvare noget overfor de tosser, der sidder hjemme bag ved en skærm og peger fingre af andre og af hele verden. Jeg ved jo godt, at de nok er lidt bange for det der foregår på den anden side af deres hæk – og hvordan skal man så forstå eller bare prøve at forstå, hvad der foregår i hovederne på andre mennesker? Eller at handlinger, som man ikke selv drømmer om, kan være en god idé for andre…?

Jeg ved ihvertfald at vi ikke har skadet hverken os selv, vores børn eller andre mennesker ved at tage på dette eventyr. Tværtimod.
Dermed ikke sagt at folk bare kan kritisere løs, for det er jo aldrig rart. Men jeg gider godt at gå i dialog med folk (bare helst ikke folk der ønsker at vi ligger på havets bund – for det er jo bare ondt).

Jeg håber, at vi med denne her tur har inspireret mennesker til at turde. Turde, selvom de er bange og selvom de mest (ligesom mig de første par måneder!!) har lyst til at fortsætte i den velkendte hverdag. For hverdagen skal man nok lande i igen.
Men jeg tror på, at vi lander på en anden måde og at vi tager andre værdier med os. Og jeg tror på at vores familie er ændret til det bedre for evigt. Altså udover vi har fået en bådbaby, så har vi også fået en anden forståelse for andre måder at leve på. Og vi ved, at vi kan klare ret meget sammen.
Jeg håber også at vi med alle vores skriverier har givet et mere realistisk billede af hvordan langturssejlads også er. Det er blåt hav, palmer, tid, ro og nye venner. Men det er også diskussioner, for lidt plads, for meget tid og farvel hele tiden. Men som min kloge far skrev til mig forleden: Afveksling er godt:) Og netop i afvekslingen mærker man hvor meget man holder af de forskellige følelser og oplevelser.

Ungerne ved godt at de er heldige i Danmark, at de kan få en uddannelse, mad på bordet, de kan rejse og opleve og de kan bevæge sig frit. Men de ved også godt, at der findes andre former for “det gode liv” og det hænger tæt sammen med et forhold til havet, naturen og til tid, som en faktor man skal passe på. Når vi spørger Bertram om hvad der var det bedste ved de her 2 år, så svarer han “tid”. Og når vi spørger ham om hvad han tænker om at komme hjem igen, svarer han at “han er bange for, at der ikke er nok tid”. Og det får selvfølgelig os til at tænke, at vi skal fokusere på tid…tid sammen, tid til det gode og en bevidsthed om tid. Om at det ikke er ligegyldigt hvad vi bruger tid på.

Lige nu er så mange familier på vej ud i verden på sejlbåd. Vi kommer sikkert til at støde på en del af dem det sidste stykke hjem til Danmark. Og vi har “mødt” ret mange af dem i vores mail gennem de sidste år. Og jeg bliver så glad for at få de mails og de spørgsmål om alt fra rute, forsikring til “bliver man ensom?”. Jeg kan så godt genkende følelserne, tvivlen og usikkerhed. Men det er SÅ fedt. Fedt at vælge familien og tiden.

Og nu skal vi hjem. Og vælge familien og tiden på en anden måde.
Hvordan vi bedst gør det, må tiden vise. Men vi kan godt.

Hej hverdag!

Skipper ved roret

Her sejler vi ind i kanalen…

Og i går mødte vi Winnie og Frede, som vi ikke har set siden Portugal for snart 2 år siden. Det var ret særligt. De stod klar med åbne arme, bobler og slik ved broen i Giselau. Det er længe siden vi har følt os så godt modtaget! Det var en vild følelse af at her stod to mennesker, som havde ventet på os og som holdt af os. Det var dejligt! Flere af den slags mennesker og oplevelser. Tak!

Et skridt nærmere…

Så er vi i Cuxhaven. Ægte tæt på at være hjemme. Turen hertil var så fin – kun et lille døgn med meget irriterende forhold. Resten af turen nød vi faktisk. Det var verdens bedste beslutning at tage afsted fra Calais – også selvom stemningen i starten var lidt rådden. Alle var med i beslutningen og det virkede faktisk som om det gjorde noget ved turen. Vi har flere gange undervejs bekræftet hinanden i hvor fedt det var, at vi tog afsted…

Det er mærkeligt at være nået så langt. Vandet har fået en anden farve – det er brun/grønt, luften er anderledes og smager ret meget af Danmark, det er ikke længere vildt, når der sejler svenske eller danske både forbi os og der bliver kigget mærkeligt på os, når vi vinker højlydt og råber…men det er vi jo vant til når vi møder både fra Skandinavien ude i verden. De store skibe er der mange af og de sejler tæt. Det har været endnu en tur, hvor der skulle holdes ret meget udkig både nat og dag.

Vi er i omstillingsproces. Og vi klarer det fint. I dag står den på by og i morgen kl 13 når strømmen tillader det, tager vi mod Kielerkanalen. Vi glæder os til en rolig lang dag for motor på fladt vand – altså ikke skipper, han hader lange motordage, så alt er præcis som det plejer.

Det er meget mærkeligt at tænke på, at vi er hjemme på søndag. Men det er mærkelig på en ok måde. De store solbriller har der endnu ikke været brug for. Men mon ikke det kommer på søndag, når vi sejler ind i havnen og armene på dem vi har savnet.

Netop ankommet til Cuxhaven. Gustav står med skrald, Liva får solen i øjnene, lillebror har ryggen til…men ellers går det godt:)