Bådbaby, tigerhajer og venner

Når man er bådbaby her på Johanna, bliver man vejet med fiskevægt og målt med fiske-målebånd. Man bliver badet i en meget lille spand – og ret sjældent. Det fungerer fint. Der findes ingen sundhedsplejersker her på øen, så vi må lave vores egne systemer.

Sylvester med fiskevægt og målebånd
Vores bådbaby har fået en meget fin fransk navle. Helt anderledes fra resten af familiens navler. Men så har han en god historie at fortælle, når han fremover bliver spurgt om sin navle (og der vil komme spørgsmål…)
Lige om lidt er han en måned. Og han er vokset med rekordfart. Ligesom de tre andre er vokset på den her tur.
Vi er ved at gøre klar til næste sejlads. Turen går til Bahamas. En tur på ca 600 sømil – altså 4-5 døgn på havet med vores aller nyeste besætningsmedlem. En god prøve for os alle, inden beslutningen om Atlanten skal tages.
Der er nedtælling. Drengene glæder sig vildt til at svømme med tigerhajer. Ikke mig. Tanken om de der drenge i havet sammen med tigerhajer…ikke en rar tanke! Men vi er ved at være parate til nye eventyr, til sandstrande, palmer, friskfangede fisk og andre sejlende familier. Cruisermiljøet her på St. Martin er stadig helt anderledes end sidst vi var her. Ungerne trænger til venner. Vi trænger til venner og barbecue på stranden.
Og Polonica venter på os på Bahamas – så vi skynder os langsomt!
Ingen kommentarer endnu