Jeg er her stadig!

Hvilket liv vil du leve?

I dag da jeg cyklede hjem med cyklen proppet med romkugler, blommer, risotto-ris og en syngende Sylle i sædet bag mig, tog jeg en beslutning om at vække denne blog til live igen. Jeg savner mit frirum. Jeg savner den tid, hvor jeg tænkte dagen igennem og tog stilling til, hvad der var værd at fortælle videre. Det var en god øvelse for mig og en god måde at fastholde det udvalgte og give slip på det andet. Det har jeg brug for at hjælpe mig selv med lige nu.

Jeg har gang i mange ting. Gode, spændende, udviklende, vilde og sjove ting. For det meste griner jeg og får god energi. Men jeg har også brug for den fordybelse, som jeg kun kan få, når jeg skriver her.

Sidst jeg skrev var i marts måned. Så kom Corona og en tid med både kaos og ro. Herhjemme føltes det meget velkendt, fordi vi havde nemt ved at falde ind i vores “båd-rutiner”. Vi var sammen (ligesom på båden). Vi underviste selv ungerne (ligesom på båden). Vi havde lidt plads (ligesom på båden). Men så stopper alle ligheder også. For både Christian og jeg skulle passe et arbejde. Jeg havde travlt med mit nye firma Freeliving, som gik luften 1.marts og Christians arbejdsplads gik konkurs pga Corona. Det betød nye tanker, nye muligheder og nyt firma. Så han startede også firma op midt i kaos og krise.

CustomFitCopenhagen blev født lige der og er en god kombination af Christians drømme, talenter og et minde om den ø, som Sylvester blev født. Christian arbejdede nemlig hos CustomFit på St.Martin, for at vi kunne betale alle de mange hospitalsregninger i forbindelse med Sylvesters fødsel. Det var nemlig ikke gratis!

Nu er vi ude på den anden side. Corona-tiden står ikke rosenrødt for os. Vi savnede vores familie og venner, vi var bekymrede og vi havde ind imellem svært ved at finde perspektiv. Perspektivet var aller sværest at finde, når jeg tjekkede Aula og det væltede ind med “lektier”, som vi var ansvarlige for at få lavet med ungerne.  Men vi kom godt igennem. Uden sygdom, med to nye firmaer, ny lejlighed og i godt humør (og også sure engang imellem). Det er vi ret stolte af i dag!

Da vi besluttede at sælge alt og tage to år afsted, var det vigtigt for os ikke at lande i en travl hverdag igen. Det er spændende at tænke sådan noget – og det er endnu mere spændende at sige sådan noget højt! For kan man skabe en anden slags liv med mere frihed og eventyr. Med mindre travlhed og hamsterhjul. En hverdag som man ikke slæber sig igennem, for at komme til næste weekend/ferie. Sådan et liv besluttede vi, at vi ikke havde lyst til at leve. Sådan et liv havde vi ikke lyst til at vise vores børn, at de skulle nøjes med.

Lykkedes det så? Hmmm, ja. Det gjorde det faktisk. Det er ikke en statisk tilstand. Det er noget, vi dagligt tager stilling til og arbejder for. Men vi har heller ikke troet, at livet var noget, der kom plumpende ned over os. Vi er helt med på, at vi selv skal gøre en indsats. Og det gør vi. Det betyder fravalg. Det betyder svære tilvalg. Det betyder, at jeg indimellem skal sige nej til noget, selvom jeg er pisse bange. Men andre dage siger jeg ja til noget, selvom jeg ikke aner, hvor det bringer mig hen.

Sådan tager vi stilling og handler.

Hver. eneste. dag.

Har du tænkt over, hvilket liv du gerne vil leve? Hvordan skal din hverdag være?

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er her stadig!