Ikke verdensmester…

Jeg har gået og undret mig. Måske ovenikøbet skammet mig lidt. Jeg har ihvertfald ikke snakket højt om det. Men nu kan jeg trække vejret og nu tror jeg på de sidste mange ugers mantra “alt er en fase, alt er en fase, alt er en fase“. Og efter 16 år med børn helt tæt på, burde jeg have troet på det fra starten.

Men. Jeg troede simpelthen, at når man blev mor for fjerde gang, så havde man bare helt styr på det. Inger slinger i valsen. Babyen gled bare lige ind i familien og udfyldte den plads, som man ikke vidste altid havde været der til netop denne lille baby.

Sådan var det ikke her. Intet har været som de tre første gange. Og det har ikke – i vores situation – været muligt at “tage den på rutinen“.
Sylvester er helt sin egen, Sylvester med det røde hår, de mange smil og de brede næver. Og Sylvester bruger ikke sut. Han bruger sin mor.
Og man skal ikke tage fejl af, hvad det betyder, ikke at sove sammenhængende 9 måneder i træk (eller 10 måneder, 11 måneder eller flere år), fordi babyen vågner ca 10 gange hver nat og insisterer på at have sin moar tæt på.
Det gør han stadig. Så det er ikke fordi jeg får mere sammenhængende søvn. Til gengæld er han så super tilfreds og glad. Så når vi er vågne (og det er meningen, at vi skal være vågne), så er det så hyggeligt. For ganske kort tid siden (nærmest i sidste uge) hang han på mig i alle vågne timer. Og jeg fik bildt mig selv ind, at det var sådan mit nye liv var. At jeg for altid ville være begrænset af en lille bådbaby, der insisterede på mig (det var i de situationer jeg gentog “alt er en fase”).

Noget har ændret sig. Heldigvis. Det hænger selvfølgelig sammen med at vi har fået vores eget hjem. Med vores egne regler og vores egne ting. Et hjem, hvor der godt nok stadig er byggekaos, men hvor man kan fyre op i en brændeovn og skabe en form for struktur for en lille fyr, som helt klart har godt af det. Og som derfor det meste af tiden lalleglad og virkelig sød. Og så betyder det ikke så meget, at han ikke sover skide godt om natten.

Men for at komme tilbage, til det der med at føle skam, over ikke at have styr på det som fjerdegangsmor… Det er sgu en mærkelig følelse. Og det har været godt for mig at blive mindet om, at det er ok ikke at være ovenpå i en situation, som jeg ellers troede ville være nem og velkendt. Det har gjort, at jeg ikke bare glider ind i skøre rutiner, men rent faktisk tager stilling til hvad der giver mening her og nu – og hvad der fungerer. Og det er måske der, fjerdegangsmor-tingen kommer ind i billedet…Sylvester har fx smagt æblejuice og han har smagt de store børns kiks. Og han leger ofte med en hammer og kravler for det meste rundt i savsmuld. Og han elsker det og han tager ikke skade. Og han bliver ammet om natten, fordi det fungerer for os lige nu. Men snart, når hans far har samlet kræfter til den kamp, der venter, så får vi vores nattesøvn tilbage.

Hvad vil jeg med det her? Egentlig bare sige, at det ikke var helt nemt, at blive mor for fjerde gang, være langt væk fra alt velkendt, komme hjem og ikke kunne identificere sig med den mor-rolle jeg havde udviklet i vores lille “båd-samfund”, men som ikke var nem i det her samfund. Og jeg glemte at sige det højt, fordi jeg blev helt flov over ikke at være verdensmester i det der “mor-halløj”. Men jeg har besluttet, at jeg ikke gider forsøge at være verdensmester i noget som helst. Jeg vil hellere bare være. Og måske har det smittet af på Sylvester. Og på resten af banden. I dag har Sylvester sovet to fantastiske lure, jeg har skabt en slags hjem og gloet lidt ind i en brændeovn. Gustav har ringet med smil i stemmen fra efterskolen og de to mellembørn er til legeaftaler. Christian gør Johanna klar til at komme på land i morgen. Og snart er de alle sammen (på nær Gustav) lige her i vores stue.