Jagten på ankeret…

Den 13.januar

Vågnede i morges efter en nat med lidt mange dønninger. Vågnede det smukkeste sted. Kiggede ud af vinduet og kunne godt se at der var noget der ikke helt stemte. Vi lå meget tæt på en anden båd og vendte den helt forkerte vej i forhold til hvad vi gjorde aftenen før… Og vi havde jo kastet hækanker, så vi burde blive liggende.

Christian havde konstateret det samme i løbet af natten og havde været oppe og tjekke anker. Da han hev det op, kom rebet op uden anker, men til gengæld helt flænset.
Nu, hvor der var lyst, gik jagten ind på at finde ankeret. I grumset vand på ca 8 meters dybde. Eneste fordel var, at Christian nogen lunde kunne huske hvor han havde kastet det. Vi startede med gummibåden og vores nyindkøbte minianker og sejlede langsomt over bunden med ankeret i vandet. I håb om at “fange” vores anker. Da vi havde prøvet det i ca 45 min, hoppede Christian i med dykkerfødder, snorkel og briller og forsøgte at finde frem til det den vej. Efter et par dyk, fandt han det. Men kunne ikke få det helt op pga dybden. Stædige rad. Han blev ved at prøve og jeg blev mere og mere nervøs for om han sad fast og ikke kunne nå op i tide. Han kan godt dykke ned på 8 meter, men ankeret var for tungt at få med op.
Bertram syntes til gengæld at det var verdens sejeste situation. Han sad i gummibåden med mig og heppede på sin far og sad klar til at trække i rebet, når Christian fik det langt nok op.
Til sidst lykkedes det. Vores anker var reddet. Og vi havde brugt en god time på en opgave, som vi ikke vidste vi skulle bruge tid på. Hvor er det bare godt, at vi har masser af tid. Og ikke så mange deadlines. For sådan starter de fleste af vores dage. Og som oftest er det ikke en opgave, som en person kan klare. Men alle i familien må hjælpe til. På den ene eller den anden måde. Og det gør de. Enkelte i familien brokker sig lidt over at skulle hjælpe…men der bliver dog hjulpet.
Det er dét, sådan en tur her (også) kan gøre. Give alle i familien følelsen af, at der er brug for dem. Og at vi kun kan klare det, vi klarer, hvis alle hjælper til. Så tak hækanker, for at minde mig om det igen. Selvom jeg i det øjeblik var virkelig træt af endnu en opgave. Dog ikke lige så træt, som hvis det handler om at skulle flytte båden pludseligt.