Sådan -men hvem havde troet det?

Foto fra dengang i Europa, hvor vi stadig havde meget tøj på og hvor alt stadig var nyt…

Ok, så kan jeg godt lide at sejle alligevel. Ok, jeg savner at sejle. Efter 3 uger for anker kun med en slags kapsejlads (som skrevet om her) ud og ind af lagunen, savner jeg at sejle… Vildt, at jeg skulle nå hertil.

Men det er sådan jeg har det:

– jeg savner roen
– jeg savner havet og vinden
– jeg savner at være på vej
– jeg savner at se øerne dukke op i det fjerne
– jeg savner det der blik i min skippers øjne (helt lykkelig og helt rigtig)
– jeg savner familiens samarbejde og fællesskab (når vi ligger helt stille for anker er alle spredt – og mange ting lokker)
– jeg savner bølgerne (ja, fandme!!)
– og så savner jeg helt vildt det uforudsigelige ved at være derude på havet…(og jeg elsker ellers det der struktur-noget?)

Godt så, så fik det der sejlads altså skovlen under mig… Hvem havde dog troet det?

Og ps. Jeg har sagt til min skipper, at jeg stadig godt kan finde på at råbe “jeg hader at sejle” – og det har jeg fået lov til…

Og pps. Han er ægte stolt og glad, for det er jo faktisk hans fortjeneste…