4 uger – tid til status

Vi er i Plymouth. Det regner. Jeg sidder her i tørvejr:
Så er der gået 4 uger siden vi vinkede farvel i Svanemøllen havn. Og sikke 4 uger. Mange ting er kommet bag på os og andre ting har været forventlige. Vi er trætte og overskuddet er ikke som vi troede det ville være. Det kan selvfølgelig hænge sammen med regnen, det våde tøj og den konstante følelse af modvind. Vi ved det vender om lidt. Vi skal huske at det vender om lidt. Det føles bare som meget langt fra drømmen om jordomsejlingen lige nu…
De ting der er kommet mest bag på os:
Over alt andet – det er pisse hårdt!! Vi sover ikke længe, vi nyder ikke solen, vi har ikke overskud og vi er stadig ret langt fra hinanden.
Hvor hurtigt tiden går (specielt når man gerne vil nå til Spanien inden alt for længe og specielt også når man tænker på hvor lidt vi laver).
Hvor meget af hverdagens lort, vi har taget med os på jordomsejling (ungerne gider stadig ikke at hjælpe, vi roder stadig – hele banden, diskussionerne med teenageren er stadig i gang – meget ofte, og så en hel masse andet!).
Hvor svært det er at få taget ordentligt fat på ungernes skolegang (jeg vælger at tro, at det er fordi vi er lidt udfordret pt og at alt bliver bedre når vi ikke sejler min 10 timer om dagen eller er blæst/regnet inde).
Hvor lidt mennesker vi har mødt på vores vej (Ungerne savner helt vildt at lege med andre børn. Og jeg savner også at snakke med andre mennesker).
Hvor seje alle er (Jeg er imponeret over hvordan ungerne tager de udfordringer, som vi har mødt indtil videre. Jeg er helt sikker på, at det ikke altid er lige sjovt at være dem – midt i alt det her).
Kom sol, kom varme, kom overskud, bare kom…
Livet går op og ned …. Især på havet!
Det skal nok komme ….alt det fede! I må være tålmodige og lade vejret bestemme! Kys og kram😍